Kun en tåbe frygter ikke at møde staten i retten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

At være involveret i en retssag er sjældent en lykkelig begivenhed for nogen. Tidshorisonten, udgifterne og procesricikoen er samlet set faktorer, der kan fratage enhver borger såvel lysten som nattesøvnen.

Men helt galt går det imidlertid, når staten er modpart. Det gælder sager vedrørende stort set alt, herunder eksempelvis skattesager, ekspropriationssager, erstatningssager osv.

Den romerske gudinde for retfærdighed, fru Justitia, fremstilles som oftest med bind for øjnene og holder som udgangspunkt vægtskålen helt lige. Men sådan er det desværre ikke, når staten er modpart i retten.

Flere sagkyndige, herunder advokater og professorer, har gennem årene påpeget den ulighed, der er udgangspunktet i eksempelvis skattesager.

Staten er repræsenteret ved Kammeradvokaten. Sådan har det været i foreløbig 89 år. Staten har uanede midler, og mange advokater kan bekræfte, hvordan ”statssiden” i retssalen er besat af flere advokater og embedsmænd, hvilket meget naturligt får den samlede timelønsudgift op i eksorbitante højder.

På den anden side sidder borgeren med sin advokat. Ydes der fri proces, fastsætter dommeren timetaksten til 2.020 kr., hvilket i realiteten er en brøkdel af de penge, som staten allokerer til Kammeradvokaten. Mange sager har således vist meget store forskelle, og ingen kan vel være i tvivl om, at staten får et grundigere arbejde, end tilfældet er for borgeren, når aflønningen er mange gange højere.

Så allerede her er en åbenbar forskel mellem de resurser, som borgeren har til rådighed, og de resurser, som staten allokerer til egen advokat. Det kan man næppe betegne som “Equality of Arms”, som forudsat i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Men sagen kan dog også få et for borgeren positivt udfald – teoretisk set. Her må vi imidlertid konstatere, at den væsentligste del af retssagerne, nemlig skattesagerne, har en underlig tendens til at falde ud til skattemyndighedernes fordel.

Umiddelbart kunne man tro, at fordelingen af resurserne i retssagen kunne være årsag hertil. Det kan i sagens natur ikke udelukkes.

Men en anden årsag trænger sig imidlertid også på. Således har flere jurister, senest professor Michael Gøtze, påpeget borgernes odds i skatteretssager som værende »kronisk dårlige«. Han bemærker, at resultatet af en skattesag ved domstolene synes givet på forhånd. I 92 pct. af skattesagerne trækker borgeren det korte strå, for »domstolene ser sig ikke som den instans, der skal rokke ved skattemyndighedernes vurderinger«, skriver Gøtze.

Af andre årsager nævner Gøtze, at Kammeradvokaten »kan afsætte et mangecifret antal advokattimer på at forberede sager, så at de præsenteres til fordel for myndighederne i retssalen«. Og det med deraf følgende »stor respekt for skattemyndighedernes viden«.

Personligt kunne jeg tilføje det unævnelige: nemlig dommerens viden og erfaring om skatteret. Mon dommeren, der behandler alt lige fra faderskabssager, patentsager og hushandler, måske også har den fornødne indsigt i et fuldstændigt indviklet skattesystems mange hjørner?

Også fra advokatside har der således lydt kritik af sagsbehandlingen for domstolene af skattesager. Således anfører skatteadvokat Michael Serup i Berlingske 24/7, at skattesager »er en dyst mellem advokater i flere halvlege over mange år, hvor Kammeradvokaten og Skatteministeriet vinder til sidst«.

Det er dog få sager, der vindes af borgeren. Men her kan man ikke nødvendigvis ånde lettet op.

Sagen kan ankes af staten med deraf følgende usikkerhed, tid, penge og procesriciko for borgeren, der i landsretten skal opleve mindst samme mangel på “Equality of Arms” som i byretten. Det er dybt utilfredsstillende, og flere borgere har på den konto opgivet en vunden byretssag.

Det gjaldt eksempelvis erhvervsmanden Stig Gerlach, der blev pure frifundet i byretten i en erstatningssag, efter at byretssagen i øvrigt havde kostet ham 600.000 kr. i advokatomkostninger. Efter ankemeddelelsen fra staten valgte han at indgå forlig på betaling af 100.000 kr. til staten simpelthen for at undgå yderligere advokatudgifter.

En anden erhvervsmand, Peer Kølendorf, vandt sin sag med dommerstemmerne 3-0 i landsretten, staten ankede efter råd fra Kammeradvokaten til Højesteret, der stadfæstede frifindelsen med dommerstemmerne 5-0.

Samlet set stod Kølendorf tilbage med to – rimelig klare (8-0) – frifindelser, men med et millionbeløb i advokatomkostninger. Statens regning fra Kammeradvokaten kendes ikke.

Samlet set kunne rigtig meget tale for en revision af reglerne, når borgeren møder staten i retten. Således bør det tilstræbes, at der bliver ”Equality of Arms”, eksempelvis ved at sikre, at statens advokat honoreres på samme niveau som borgerens.

Domstolene bør i højere grad specialiseres. Eksempelvis på den måde, at der blev etableret særlige økonomiske domstole, der kunne behandle eksempelvis sager om økonomisk kriminalitet og skattesager.

Underligt i øvrigt, at denne specialisering for længst er indført hos advokater, politi og anklagemyndighed – men bare ikke ved domstolene.

Staten bør som hovedregel ikke kunne anke en tabt retssag, og borgeren skal således have rimelig sikkerhed for ikke at skulle gennem “hele møllen” igen.

Der må gælde undtagelser for sager, der er åbenlyst forkerte, principielle eller vedrørende eksorbitant store beløb. Procesbevillingsnævnet, der i forvejen beskæftiger sig med anketilladelser, afgør, om undtagelsesbetingelserne er til stede.

Gives staten undtagelsesvis ankemulighed, skal borgeren automatisk have fri proces.

Alt andet lige ville disse tiltag kunne løfte borgerens retssikkerhed væsentligt i sager med staten som modpart.