Når Søren Vester køber præstegården, er det forbi med kirken
Skal der være kirke og kirkegang – i hvert fald ude på landet – så afhænger en hel del af en synlig præst, som meget gerne må bo i sognets præstegård.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En julemorgen med kun tre sjæle på kirkebænken! Ikke opløftende for præsten. Måske præsten havde siddet og bøvlet med sin prædiken sent juleaften, efter at børnene var blevet lagt i seng. Spildt arbejde?
Men skal man af den grund tage kirken ud af drift og lave den om til en swingerklub? Ifølge Marie Høgh kan det blive konsekvensen, når der ikke er nogen menighed i den hvidkalkede landsbykirke.
Der kan givetvis være flere årsager til dårlig kirkegang: Der er for koldt i kirken, man sidder ikke godt, kan ikke høre præsten osv. Men så er der også dette spørgsmål: Er der i sognet en præstegård – altså bor der en præst i sognet, eller er præstegården blevet solgt?
Da vil menigheden ikke møde præsten i Brugsen eller på gåtur med hunden eller hos mekanikeren.
Det er også et spørgsmål, om der i et sogn uden præstegård vil dukke en præst op til 70-, 80- eller 90-års fødselsdagen eller til morgensang ved sølvbrylluppet eller guldbrylluppet. Og hvad med sogneaftener i sognet?
En præstegård har også altid været et kulturelt samlingssted. Her kunne man blive lidt klogere på de store spørgsmål i livet.
Nu er præstegården ofte blevet Søren Vesters og haven omkring til Søren Vesters have, som det hedder i et kært tv-program. Her bliver man klogere på kartofler og radiser, som blot ikke har en mening om livets lidt større spørgsmål.
En køkkenhave skaber ikke nogen kirke.
Skal der være kirke og kirkegang – i hvert fald ude på landet – så afhænger en hel del af en synlig præst, som meget gerne må bo i sognets præstegård. Så ved man bogstaveligt, hvor man har hinanden, og så kommer der muligvis ikke kun en enkelt kirkegænger julemorgen – de to andre var Marie Høghs medbragte familie.
Og hvordan kan jeg påstå det? Det ved jeg fra et langt liv som præst ude på landet!
I de mange år blev der i mit provsti solgt syv præstegårde. Syv! Det har naturligvis sin pris, bl.a. den, at der er præster, der bukker under for arbejdspresset.
Når der sælges en præstegård, så sker der også en sognesammenlægning. Der kan være måske fire eller seks sogne at være præst for. Men det har også den pris, at der er uregelmæssige gudstjenestetider. Hvornår er der kirke? Man ved det ikke! Forvirringen blandt ældre er stor!
Aarhus-bispen udtaler, at folkekirken ikke har råd til at »føre sig stivbenet frem i en foranderlig verden«. Javist, man må tage løbesko på, og det gør man så med accelererende fart, ser det ud til, og vil tage kirker ud af brug og sikkert bruge pengene et andet sted. Og vist er det, at der ikke bor så mange ude på landet som i den store by. Men kom ikke og sig, at landsbyerne er mennesketomme! Efter corona flyttede danskerne sig. Og gad vide, om de ikke også flytter sig med truslen om Putins missiler hængende over sig.
Der kan være andre forklaringer på, at det står skidt til med kirkegangen her og der. Men midt i alle andre forklaringer overse ikke den manglende præstegård.
Uden præst i en præstegård og dermed aldeles uregelmæssige og forvirrende gudstjenestetider, så kan der for en præst komme mange ikke opløftende julemorgener, og så er det, at tanker om en swingerklub opstår.
Begyndelsen til den klub er gjort, når præstegården bliver til Søren Vesters og haven til Søren Vesters have. Altså præstegården solgt for penge – med henblik på at bruge dem andetsteds.