Udvid feriesæsonen: Danmark skal holde åbent i efteråret
Hvis vi tør satse på at udvide sæsonen, kan vi skabe en langt mere stabil forretning for både kulturliv, attraktioner, restauranter og detailhandlen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når kalenderen viser uge 42, summer de danske feriesteder, restauranter og butikker af liv. Men allerede ugen efter lukker mange steder helt eller delvist ned, som om efteråret ikke længere rummer potentiale. Det er en skam, for virkeligheden er, at efterårsferien i vores suverænt største marked, Tyskland, ikke slutter, når vi danskere vender tilbage til skole og arbejde.
I Tyskland koordinerer delstaterne ikke kun sommerferien. Hensyn til arbejdsmarkedet og kø på Autobahn betyder også, at tyskerne spreder efterårsferien ud over hele oktober. I flere delstater endda ind i november. I Slesvig-Holsten og Hamborg holder børnene fri helt frem til den 31. oktober, mens ferien i Berlin og Brandenburg løber til den 1. november. Bayern ligger endnu senere med efterårsferie frem til den 7. november.
Det betyder, at der er et stort uudnyttet potentiale i at tiltrække tyske gæster til Danmark i en periode. Det har feriehusbranchen længe kunnet se i udlejningstallene. Indsigten vil vi gerne dele med alle dele af værdikæden i både kystturismen og i byerne.
For det er et problem, at alt for mange restauranter, butikker og oplevelsessteder lukker ned, så snart de danske skolebørn er tilbage på skolebænken.
De nyeste tal fra Danmarks Statistik illustrerer tydeligt, at potentialet er til stede. Ved udgangen af juli 2025 var der 5 pct. flere bookede husuger i feriehuse for resten af året end på samme tidspunkt i 2024. Fremgangen skyldes især de tyske bookinger, som er steget med 6 pct. svarende til 13.600 flere husuger.
Det betyder, at vi allerede nu kan se konturerne af den ønskede helårsturisme, hvis vi i hele værdikæden er villige til at tage imod gæsterne.
Det har i mange år været en national prioritet at gøre Danmark til en attraktiv destination hele året. Alligevel kniber det stadig med at udnytte kapaciteten uden for højsæsonen.
Hvis vi for alvor skal lykkes med helårsturisme, kræver det, at flere virksomheder tør tage udfordringen op og understøtte en længere sæson. Ved at holde åbent i efteråret kan vi både øge og sprede omsætningen, forbedre indtjeningen og skabe værdi i turismen langt ud over sommermånederne. Det vil samtidig understøtte helårsbeskæftigelsen – især i de dele af landet, hvor turisme er en af de vigtigste jobskabere.
Fuld udnyttelse af kapaciteten i højsæsonen er en forudsætning for succes og indtjening. Men det er et både-og. At tiltrække nye turister i skulder- og lavsæsonen er værdiskabende, og efterårsgæster er med til at skabe vækst, hvor der i dag er stille. Det gavner både lokale virksomheder, beskæftigelsen og de offentlige kasser.
Hvis vi tør satse på at udvide sæsonen, kan vi skabe en langt mere stabil forretning for både kulturliv, attraktioner, restauranter og detailhandlen – og ikke mindst gøre Danmark mere interessant som feriedestination uden for højsæsonen. Potentialet er allerede dokumenteret i bookingtallene.
Nu gælder det om at følge op med åbne døre, åbne køkkener og åbne oplevelser.