Hvordan kan I tro, at det hjælper jeres sag at smadre et cykelløb?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I mere end 100 år har verdens bedste cykelryttere og millioner af tilskuere haft en stiltiende og skrøbelig aftale.

Aftalen lyder, at tilskuerne må komme helt tæt på atleterne. Tættere på end i nogen anden idrætsgren. Til gengæld viser tilskuerne rytterne respekt og holder afstand, når de suser forbi.

Denne stiltiende aftale mellem ryttere og tilskuere blev brudt under etapeløbet Vuelta a España.

Pro-palæstinensiske demonstranter saboterede konstant løbet. Det kulminerede på sidste etape, hvor de overtog målområdet og brugte de afspærringer, der skulle beskytte rytterne, som barrikader på ruten. Etapen blev selvfølgelig aflyst.

Tidligere i løbet måtte adskillige etaper forkortes og afslutninger aflyses på grund af demonstranter, der blokerede ruten og udsatte rytterne for livsfare. Flere ryttere styrtede i den forbindelse, og en enkelt rytter måtte sågar udgå på grund af kvæstelser efter sådan et styrt.

Det er en fuldstændig vanvittig adfærd. Jeg kan umuligt se, hvordan det at bringe rytterne i fare og sabotere en stor sportsbegivenhed skal hjælpe den palæstinensiske sag.

Når man ser de store cykelløb på tv – Flandern Rundt, Paris-Roubaix, Tour de France, VM osv. – virker det halsbrækkende, når rytterne kører gennem et menneskehav på løbenes afgørende passager. Men rytterne stoler på den stiltiende aftale, træder alt, hvad de kan, i pedalerne, og tilskuerne trækker sig tilbage i sidste øjeblik.

Man så det blandt andet ved Tour de France-starten i Danmark i 2022. 1,6 millioner tilskuere mødte op til de tre etaper. De stod skulder ved skulder og i flere lag, men respekten for rytterne var eksemplarisk.

Aftalen mellem ryttere og tilskuere er så ufattelig vigtig. Tilskuerne til cykelløb skal ikke gennem adgangskontrol som til en fodboldkamp, de sidder ikke på tribuner på afstand af arenaen, og ruterne er så lange, at officials og betjente umuligt kan garantere sikkerheden.

Desuden kører rytterne uden ”rustning” De har en hjelm på hovedet, men ellers ingen beskyttelse. De er fuldstændig prisgivet, når demonstranter kaster sig ind på ruten.

Som tilskuer ved vejkanten til et tv-transmitteret cykelløb kan man altid komme af med et budskab. Man kan lave et stort skilt med en hilsen til sin kæreste og holde det op, når tv-motorcyklen passerer, man kan propagandere for grøn omstilling, og man kan flage med palæstinensiske flag. Men at sabotere løbet og udsætte rytterne for fare er dybt uansvarligt.

Der var et israelsk-baseret hold med i løbet, og særligt dette hold var genstand for demonstranternes vrede. Løbsledelsen så gerne, at holdet havde trukket sig ud af løbet for at dæmpe gemytterne. Sportsligt set ville det skabe en farlig præcedens. For hvad blev så det næste hold, som demonstranter vil tvinge ud?

Vil klimaaktivister indtage ruterne og kræve det norske hold Uno-X smidt ud, fordi holdets sponsor driver tankstationer og leverer fyringsolie til private hjem? Eller det franske hold Team Total Energies, hvis sponsor opererer Tyra-feltet i Nordsøen, som gør Danmark selvforsynende med naturgas?

Sportens arena skal være en upolitisk arena, hvor der udvises respekt for atleterne. De scener, vi har set i Spanien i de seneste tre uger, må ikke brede sig. Protest har sin plads – men ligesom vores atleter skal tilskuerne også overholde sportens regler. Protest må aldrig foregå på selve arenaen, hvor den truer sportens kerneværdier og udøvernes sikkerhed.

I en polariseret verden er sporten det eneste mødested, hvor aktører fra hele verden mødes i fredelig sameksistens. Hvis scenerne fra Spanien breder sig, så er dette mødested truet. Jeg ærgrer mig derfor over, at den spanske premierminister, Pedro Sánchez, i slutningen af Vueltaen udtrykte sin beundring for protestanterne. I stedet burde han have taget rytterne i forsvar.