Du viser, hvorfor vi er kørt fast i en håbløs kønskrig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Iben Marie Ryberg. Du har ret – mænd kan være røvhuller. Men dit indlæg er også et skoleeksempel på, hvorfor vi er kørt fast i en kønskrig, hvor ingen lytter til hinanden.

Ja, der findes mænd, der bruger en hård barndom eller en ond eks som undskyldning for at opføre sig elendigt. Dem er vi mange, der også er trætte af. Men lad os være ærlige: Dit indlæg handler ikke om at skabe dialog. Det er skrevet til ekkokammeret af kvinder, der nikker genkendende og deler det med »SÅ sandt!«. Det er ren kollektiv klagesang – uden løsninger.

Du kalder det et »feltstudie«. Men en forsker, der kun peger udad, laver dårlig forskning. Du beskriver mænds fejl ned til mindste detalje: ham, der ghoster, ham, der seriedater, ham, der taler om sin eks. Men du glemmer din egen rolle i historierne. Hvorfor ender du igen og igen i de samme situationer? Hvilke signaler reagerer du selv på? En forsker analyserer også sin metode – men den del springer du behændigt over.

Og ja, mænd bruger nogle gange deres traumer som en “karmakonto”. Men du gør præcis det samme – bare med omvendt fortegn. Du bruger dine oplevelser som en kollektiv anklage mod mænd. Hvor de køber sig fri med deres sårbarhed, køber du likes og skulderklap med din indignation. Begge dele er belejlige strategier.

Du fremstiller dig selv som offer for en parade af dårlige mænd. Men et forhold – selv et kort – er aldrig kun den andens ansvar. At vælge partner er et valg. At overse advarselslamper er et valg. At fortælle sin side af historien, som om man altid er uskyldig, er også et valg. Når du og andre kvinder konsekvent undlader den del, bliver samtalen hul.

Og lad os tale om tonen: sarkasmen, generaliseringerne, hånligheden. Du gør dig til dommer over en hel generation af mænd og kalder det analyse. Du skriver om Burger King-kuponer, »pikhoveder« og dårlige undskyldninger, som om mænds adfærd er en standupforestilling. Underholdende, ja – men hvad bringer det os nærmere af? Ikke løsninger. Ikke dialog. Bare mere mistillid.

For ja, mænd skal tage ansvar. Ingen tvivl om det. Men kvinder skal også. Man kan ikke både sværme for manden, der signalerer drama og eventyr, og bagefter være forarget over, at han ikke leverer stabilitet. Man kan ikke bruge sin indignation som social valuta og samtidig kræve ærlig samtale. Hvis du virkelig vil forstå dynamikkerne, så kig på, hvorfor det er de samme typer mænd, du møder. Kig på spillet, ikke kun spillerne.

Datingmarkedet er ikke nemt for nogen. Vi er alle presset til at fremstå perfekte, mens vi shopper efter et fejlfrit modstykke. Mænd skjuler sig bag traumer, kvinder bag sarkasme. Begge dele skaber afstand. Begge dele forhindrer, at nogen tør være sårbare uden at blive misbrugt eller udskammet bagefter.

Så, kære Iben Marie: Næste gang du skriver en kommentar om mænds fejl, så tilføj ét enkelt punkt om dig selv. Ikke for at tage skylden, men for at tage ansvar. Ansvar for dine valg, dine forventninger og din egen andel i den dans, der gik galt. Indtil da er dit feltstudie ikke forskning. Det er bare endnu et vredt indlæg i en kønskrig, der allerede har kostet os den tillid, vi burde bygge på.