Fortsæt til indhold
Debatindlæg

PDO handler ikke om diagnoser

Lærerne skal have flere redskaber – herunder fysisk guidning – så de kan stå stærkt, når fællesskabet udfordres.

Sara Emil BaaringMF, (S)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg kan godt forstå, at ordet PDO vækker stærke følelser. Når børne- og undervisningsministeren bruger det, er det ikke for at hænge børn ud, men for at pege på en virkelighed, som alt for mange lærere og pædagoger står i til daglig: at enkelte børn – som ikke har lært grænser hjemmefra – kan ødelægge undervisningen for en hel klasse.

Jeg siger det både som politiker og som lærer gennem 10 år: Det er en stor udfordring, når ét barns adfærd får lov til at tromle 21 andres mulighed for at lære. Det er uretfærdigt – både over for klassen og over for barnet selv. For børn har brug for voksne, der tør stå fast og sætte rammer.

Folkeskolen har ikke opdragelsespligt. Men skolen har et ansvar for fællesskabet. Og fællesskabet kan ikke fungere uden regler, konsekvens og gensidig respekt. Det er ikke en modsætning til pædagogik og relationer – det er en forudsætning for, at de kan lykkes.

Når vi taler om PDO, er det ikke som en diagnose, men som en beskrivelse af det, der sker, når børn vokser op uden tydelige rammer. Det er de voksnes ansvar – både i hjemmet og i skolen – at sætte grænserne. Alternativet er, at uroen tager styringen, lærere brænder ud, og elever mister troen på, at skolen kan beskytte dem.

Flere voksne, bedre normeringer og specialpædagogiske indsatser er en vigtig del af løsningen. Men vi kan ikke tale os til ro i klasselokalet alene. Vi er nødt til at stå fast på, at dårlig opførsel ikke kan accepteres – uanset hvilket afsæt barnet har med hjemmefra.

Det er ikke at svigte børn. Det er omsorg. Når vi siger til et barn: »Her stopper det. Du er en del af et fællesskab, og vi passer på dig« – så lærer vi barnet at indgå i fællesskabet på en måde, der gør både barnet selv og klassekammeraterne trygge.

Derfor insisterer vi socialdemokrater på, at der skal være mere ro, mere respekt og mere fællesskab i folkeskolen. Og derfor peger vi på, at lærerne skal have flere redskaber – herunder muligheden for fysisk guidning – så de kan stå stærkt, når fællesskabet udfordres. Stærke lærere skaber stærke fællesskaber.