Prøv noget nyt: Hvad med bare at undervise børnene i skolen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har en bøn til ministre, kommuner, alle ansvarlige: Kan I ikke bare nøjes med at undervise børnene i skolen?

Lad dem slippe for påvirkningskampagner, politisering, socialisering, kønspåvirkning – alt det, der i virkeligheden er utilstedelig indblanding fra det offentlige i børnenes liv og fremtid og samtidig forringer forældrenes opdragelsesmuligheder.

Lad folk have deres privatliv i fred. Lad os aldrig mere høre en overlegen kvinde hovent erklære, at noget er for vigtigt til at overlade til forældrene! Meget er for vigtigt til at overlade til hende i hvert fald, og en masse er for vigtigt til at vedkomme skolen.

Det må da sige de ansvarlige noget, at hverken børn eller lærere øjensynligt kan lide skolen mere. Alle brokker sig, er kede af det, plager hinanden, er opgivende, råbende, anklagende. Det kommer da ikke af ingenting! Skolen er forkert. Den påtager sig ting, den ikke burde, og bebrejder alle andre, når det går galt.

Der er heller aldrig nogen, der spørger, om ikke det allerede går galt i børnehaverne. Måske allerede i vuggestuerne. Forældrene tvinges til at overlade deres børn til andre i så tidlig en alder, at man jo ikke bare kan sidde på ministerkontoret og i kommunerne og sige: ”Det er forældrenes skyld det hele!”

Medmindre man da mener, at forældre burde passe deres børn selv.

Det kan jo være hele det samlede børnekoncept, der er forkert. Da jeg var barn, havde vi ondt af de børn, der kom på børnehjem, hvor de blev massepasset. I dag er det jo normen.

I virkeligheden har børnene jo de sidste 30-40 år deltaget i et eksperiment. Massepasningsprojektet.

Måske er det dét, der nu går galt?

For er det godt nok dét, børnene oplever i børnehaverne? Bliver de hudløse og uempatiske, får tilknytningsvanskeligheder? De slæber det jo med sig over i skolerne.

Der er øjensynligt børn, der tåler næsten alt og stadig kommer ud som hele mennesker. Men der er også børn, der kræver mere opmærksomhed og omhu – både fysisk og psykisk. Det kunne jo være dem, både børnehaver og skoler taber på gulvet, så de gør skolerne til et sted, ingen gider være mere.

Hvis de kunne, ville børnene måske allerede gøre oprør i børnehaverne over at blive fjernet fra deres forældre i det meste af deres vågne tid. Måske er skolernes problemer i virkeligheden et børneoprør.

Børn er bare ikke gamle nok til at formulere det, så i stedet slår og råber de deres afmagt ud i verden. Så tal bare om uopdragne børn, hvem der vil være det bekendt. Jeg taler om forsømte børn.

Naturligvis har jeg ikke nogen opskrift på, hvad man gør ved det! Jeg gider bare ikke høre igen-igen, at jeg ønsker at ”bombe kvinderne tilbage til kødgryderne”. Det er gudhjælpemig ikke engang børnene, de taler om, men nogle åndssvage gryder!

Der findes da en måde, de arme børn kan undgå offentlig opdragelse på allerede fra etårsalderen. Forældrene bør selv have ansvaret for opdragelse og omsorg – og samtidig genopdage glæden ved at have børn.