Du svigtede os, Svend Brinkmann

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden var jeg til foredrag med Svend Brinkmann, som talte om trivsel og mistrivsel.

Brinkmann er en blændende formidler af ofte svært tilgængeligt forskningsmateriale, og der var også blandt de mange tilhørere en bred enighed om, at det var et godt foredrag.

Jo, som formidling var det godt, men der manglede noget væsentligt.

Midt inde i foredraget nævnte Brinkmann mening i tilværelsen som noget, der kunne have med trivsel at gøre. Det turde være indlysende, men det blev ikke behandlet yderligere, for som Brinkmann fastslog, så ligger begrebet ”mening med tilværelsen” uden for psykologiens område.

Så det hørte vi ikke mere til.

Desværre.

For her ligger måske nøglen til forståelse af trivsel og mistrivsel. Men det var alligevel ikke det, jeg manglede. Jeg gik i seng med uforrettet sag, og jeg må om natten have ligget og rodet med det i underbevidstheden, for da jeg vågnede, slog det mig. De store kristne grundfortællinger manglede.

Man kan som foredragsholder opstille nok så mange skemaer med resultater af undersøgelser, som Brinkmann også excellerede i, men lige meget hjælper det på forståelsen, hvis de åndelige vitaminer, som de store fortællinger indeholder, mangler.

Jeg har læst flere af Brinkmanns bøger. De tidlige i forfatterskabet er gode, fordi de er så fornyende på psykologiens område. ”Mit år med Gud” var en skuffelse og skulle aldrig have været skrevet, da Brinkmann, dengang bogen blev skrevet, ikke for alvor var rede til at åbne sig for en tilværelsesforståelse, som kristendommen rummer.

Den velanskrevne og meget brugte professor mangler ganske enkelt forståelse for dybden i de store kristne grundfortællinger.

Karen Blixen har et sted sagt, at »den, der ikke ved sig fortalt ind i en større fortælling, er ikke et rigtigt menneske«. Jeg vil omskrive det og sige, at den foredragsholder, der tager sin tilhører med på en mental rejse ind i afkrogene af menneskelivet og ikke har de store fortællinger med, kommer til at svigte sin tilhører.

Hvilket Brinkmann gjorde forleden.

Marilynne Robinson, som selv er en stor genfortæller af de kristne grundfortællinger, siger det sådan, at »der er noget ved et menneske, som får os til at elske de store fortællinger«.

Hun har i sin seneste danske udgivelse, ”Fra begyndelsen: At læse Første Mosebog”, på en pædagogisk insisterende måde gjort rede for, hvordan et menneske både kan være fuld af fejl og alligevel blive sagt god for, fordi det er skabt i Guds billede.

I bogen tolker hun beretningerne i Første Mosebog og åbner for læseren her et univers af tilgivelse og nåde, som er den røde tråd i de store kristne grundfortællinger, og som er dem, al gedigen og vedkommende litteratur er skrevet på. Tænk blot på lignelserne om ”Den barmhjertige samaritaner” og ”Den fortabte søn”.

Det var grundfortællingerne, der manglede forleden aften, hvor Brinkmann efterlod mig med et savn.

Uanset hvor dygtig en formidler man er af svært forskningsmateriale på psykologiens område, hvad Brinkmann utvivlsomt er, så mangler jeg, at han tør træde ind over den streg, han tidligere selv har trukket i sandet, men som ikke er så synlig mere, og i formidlingen lade de store kristne fortællinger tale med.

Jeg taler ikke om åndelig oprustning, og det er heller ikke en slags bekendelse til kristendommen, jeg savner fra Brinkmann.

Nej, men der savnes åbenhed over for de grundfortællinger, hvor trivsel, mistrivsel og andre psykologiske grundbegreber bliver tolket og efterlader sin tilhører med håb og forventning. Både psykolog og præst har i samtaler og sjælesorg med mennesker at gøre, der har brug for indsigt i sjælens væsen.

En så kendt forsker og efterspurgt foredragsholder, som Svend Brinkmann er, vil kunne være den, der byggede en solid bro mellem psykologi og kristendom. Den er savnet!