Vi skal have flere kvindelige højesteretsdommere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det går for langsomt med ligestillingen, når det kommer til landets øverste domstol. I dag er kun 3 af 18 dommere i Højesteret kvinder.

Man tror, det er løgn.

For at finde samme elendige kønsbalance i Folketinget skal vi næsten 50 år tilbage i tiden, nemlig til folketingsvalget i 1977. Hvis vi ser på danske regeringer, skal vi tilbage til 1980’erne.

Det burde vække opsigt og harme, at mens vi trods alt har haft en form for langsom fremgang for kvinder i den lovgivende og den udøvende magt, så sker der nærmest intet i den dømmende del.

Men i stedet for debat mødes det med tavs accept, at Højesteret står tilbage som en sidste lukket maskulin bastion.

En artikel i dagbladet Politiken sidste år pegede på skævheden, men reaktionerne udeblev.

Det mest markante, vi hørte, var en konstatering af, at der åbenbart ikke var nok kvindelige ansøgere – og en forventning om, at de nuværende kvindelige højesteretsdommere selv kunne være med til at ændre på det.

Ja, af dem, som netop har knoklet sig hele vejen til tops, forventer vi, at de udover deres arbejde også skal løse de strukturelle ligestillingsudfordringer. I stedet for at overveje, at det måske kunne være et fælles ansvar.

Højesteret står ikke alene. Tværtimod er skævheden et symptom på et problem i juristernes verden. I toppen af advokatbranchen ser vi det samme mønster.

Kvinder er klart i undertal på ledelseslagene, og alt for mange oplever fortsat grænseoverskridende adfærd og manglende opgør med en forældet arbejdskultur med fokus på arbejdstid og performance. En kultur, der favoriserer mænd, der ikke i nær samme grad skal jonglere børnepasning, sygedage og ulige barselsvilkår.

Man kunne måske hævde, at det ikke betyder så meget, hvem der sidder i Højesteret. At jura er jura, uanset hvem der udformer den. Sådan er virkeligheden bare ikke.

Jura er også kultur. I 2021 blev samtykkeloven vedtaget. Det var en markering – ikke kun juridisk, men kulturelt. Et klart signal om, hvilke værdier vi som samfund vil løfte frem.

Det handler om mere end jura. Det handler om, hvilke stemmer vi lytter til. Hvem vi viser tillid til. Hvem der får lov til at tolke og udvikle den lovgivning, vi alle sammen skal leve under.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvem der sidder i landets højeste domstol. Ligesom det ikke er ligegyldigt, hvem der sidder i Folketinget, i kommunalbestyrelserne eller i ministerierne.

Det er ikke, fordi der mangler kvalificerede kvinder. På jurastudiet er flertallet kvinder. Sidste år var mere end to af tre af landets jurastuderende endda kvinder. Og i landets byretter og landsretter er der også en meget mere ligelig kønsfordeling.

Men i takt med at vi løfter blikket mod den dømmende magts tinder, forsvinder kvinderne ud i den tynde luft. Det tyder ikke på, at kvinderne forsvinder, fordi de mister lysten eller ikke er dygtige nok. Det tyder på, at systemet ikke formår at fastholde dem.

En domstol skal ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ikke alene være neutral, den skal også fremstå som sådan. Man kunne tilføje, at den også burde være repræsentativ og bare tilnærmelsesvis afspejle befolkningen. At den kvindelige halvdel af danskerne i større grad burde være med til at afsige de principielle domme ved landets højeste domstol.

Måske er det på tide, at lovgiverne tager et medansvar for at sikre en mere repræsentativ sammensætning af Højesteret.

Det kunne f.eks. ske ved, at Justitsministeriet opstiller en målsætning om, at mindst 40 pct. af højesteretsdommerne skal være kvinder – og gør arbejdet med en sådan målsætning til en del af Domstolsstyrelsens arbejde, sådan som man allerede som det mest naturlige i verden gør på en række andre offentlige områder. For ligestillingen kommer tydeligvis ikke af sig selv.