Min syge far stak af fra en sygt sundhedsvæsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Far er blevet fundet af politiet!«

Jeg stirrede vantro på sms’en fra min søster. Min far var alvorligt cancersyg, indlagt på et af landets bedste hospitaler, og havde reelt ikke indtaget fast føde og derfor tabt sig 10-15 kg i løbet af få uger. Da jeg dagen inden havde besøgt ham, havde han ligget i sin seng, tilkoblet dropstativ, konfus og med rollator som uregerlig følgesvend, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at flytte sig.

Jeg havde derfor meget svært ved at forstå den besked, jeg modtog, da jeg rullede ud af vores indkørsel, på vej på sygebesøg hos netop min far.

Jeg havde simpelthen ikke i situationen fantasi til at forestille mig, hvor i alverden politiet skulle have fundet min far? Nok havde jeg på afdelingen undret mig over, at personalet gik »runderinger« og som hovedregel var at finde i »vagtstuen«, men egentlig politipatruljering havde jeg ikke forventning om, trods de mange fængselsmetaforer.

Det viste sig, at min far var stukket af fra sundhedsvæsnet!

Efter mange dage på sygestuen var han vågnet af sin døs og havde haft lyst til frisk luft. Han havde pligtskyldigt trukket i ”den røde tråd” ved sengegærdet, som han var instrueret i, men som han sagde: »Jeg tror altså ikke, den virker.« I hvert fald skete der ikke noget, trods lyd og blinkende lampe på gangen uden for stuen.

Han fik afmonteret dropslangen og fandt et par hjemmesko under sengen. Egentlig ville det have været oplagt at tage den rollator, der var stillet frem på stuen, med sig, men den efterlod han bag sig og begav sig afsted. Det har helt sikkert været i meget adstadigt tempo, da han efter uger uden nævneværdigt indtag af mad og drikke var svagelig og usikkert gående, ja nærmest stavrende.

Alligevel formåede han at bevæge sig gennem hospitalets gange, »det var jo nærmest som at gå slalom mellem alle de læger og sygeplejersker, jeg mødte«.

Slalom blev imidlertid snart til langrend, da han forlod hospitalets trygge gange og bevægede sig ud i det fri. Og han nød det. Den friske luft og forsommersolen i ansigtet. Hvordan han formåede at bevæge sig de to kilometer væk fra hospitalet, ved jeg ikke, men så var han også træt og erkendte, at han ikke ved egen hånd ville kunne finde tilbage.

Heldigvis formåede han at stoppe en forbipasserende familie, eller måske har de studset over den underernærede, ligblege mand i hvidt og slidt hospitalstøj og hjemmesko?

I hvert fald fik han dem fortalt, at han var indlagt og havde behov for hjælp til at komme tilbage. De ringede til politiet, der bragte ham tilbage til hospitalet, hvor man dog trods runderinger ikke havde registreret hans fravær.

Til gengæld kunne jeg ved ankomsten umiddelbart efter konstatere, hvordan man i hans fravær havde formået at afrydde den urørte mad og erstatte den med en nu ret svedende sveskegrød, skifte dropposen, servere og åbne ikke blot én, men hele fire forskellige, pastelfarvede proteindrikke, der nu stod lunkne på natbordet. Alt sammen uden at have savnet patienten. Eller måske i virkeligheden kunne det lykkes allerbedst, netop fordi patienten havde taget flugten?

Historien er her genfortalt, som jeg og min far oplevede den og kan læses som en anekdotisk kritik. Alene som illustration af, at det sjældent er kerneopgaven, der stresser de dygtige medarbejdere.

Det er vigtigt at holde fast i, at min far nok var alvorligt syg, men han var indlagt og ikke indsat. Han var derfor i sin fulde ret til at bevæge sig i det omfang, han kunne, og medarbejderne var sundhedsprofessionelle med mangeartede opgaver, ikke fangevogtere.

Min far var ikke i fængsel, og historien er derfor ikke fortællingen om en springtur, men kan bruges som spejling på diagnosen på et sygt sundhedsvæsen.

De medarbejdere, der i min fars fravær har haft deres gang på sygestuen, har haft et dygtigt fokus på deres faglige arbejdsopgaver. De har haft fokus på og honoreret, hvad de hver især har skullet lave. Formentlig har de også løbende kunnet dokumentere det og sætte de vigtige flueben i skemaet.

Det kan lyde karikeret, men min pointe er, at de rent faktisk har leveret og præsteret som forventet.

Disse medarbejdere har formentlig levet op til diverse kvalitetsstandarder og har trods – eller måske på grund af min fars fravær – været uhyre produktive. For sandt er det jo, hvis jeg bliver målt på, om jeg får aflæst en værdi på skærmen, om jeg får vasket et gulv, ryddet op i linnedskabet, skiftet sengelinned, aftørret sengebordet eller lukket persiennen, så sollyset ikke slipper ind, ja så kan jeg jo lykkes bedst uden forstyrrelser.

Kerneopgaven handler ikke om, hvad vi laver, men om hvad vi sammen skal lykkes med. Det handler ikke om vores indsats, men om den effekt, der skal skabes hos patienten.

Så nok var medarbejderne uhyre produktive i min fars fravær, men de var ikke effektive!

De løste deres arbejdsopgaver, men ikke deres kerneopgave.

Eller måske var de havnet der, hvor de forvekslede deres arbejdsopgaver med kerneopgaven, og derfor kunne lykkes bedst, hvis patienterne og de pårørende forstyrrede?

Vi har over tid skabt et sundhedsvæsen, hvor produktivitet forveksles med effektivitet. Et sundhedsvæsen, hvor kvalitet vurderes ud fra den producerede indsats frem for den oplevede effekt. Naturligvis kan produktivitet og effektivitet ikke tænkes uafhængigt af hinanden. Men hvis fokus er entydigt på produktivitet, så havner vi let der, hvor kvalitet forveksles med kvantitet.

Vi dokumenterer, hvad vi laver, frem for hvad der reelt kommer ud af det. Det betyder konkret, at værdier bliver noget, medarbejderen aflæser på en skærm, frem for noget, min far, patienten, oplever i medarbejderens adfærd. Men hvad er kerneopgaven på hospitalet i dag?

I 1935 blev Aarhus Amtssygehus indviet. Over hovedindgangen stod der: »Helbrede, lindre & trøste.« Det var datidens beskrivelse af kerneopgaven; et budskab om, hvad man skulle lykkes med, ved fælles hjælp og professionalisme.

Mange ville nok mene, at kerneopgaven i dag er åbenlys, nemlig at man kommer på hospitalet for at blive rask. Men reelt er det jo et fåtal af de mange patienter med ofte komplekse lidelser og forløb, der oplever det. Hvor »Helbrede, lindre og trøste« i sin tid betonede en treenighed og indbyrdes afhængighed mellem behandling, pleje og omsorg, er treenigheden i dag brudt. Det gennemgående og årelange fokus på produktivitet frem for effektivitet har betydet, at omsorg bliver omsonst. I dag er det ikke omsorgen, der dokumenteres og prioriteres. I dag er kerneopgaven krakeleret. Kerneopgaven er reduceret til behandling, uden blik for at denne forudsætter såvel pleje som navnlig omsorg.

For patienten i sengen, min far og alle de andre som ham, har det stor betydning, om der på hospitalet eksisterer en produktivitetskultur eller en effektivitetskultur?

Det afgør i sidste ende, om man som det første spørger patienten, »hvad vil gøre dagen god for dig«, eller om man kan lykkes bedst, hvis slet ikke patienten er der. Graden af professionalisme skal ikke måles på antallet af hænder, og hvad de laver, men derimod hvorvidt de får andre til at klappe i hænderne.

Fri os fra de varme hænder, hvis ikke vi vil anerkende dem for også at have et hoved og et hjerte.