Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kontanthjælp er en redningskrans, ikke en badering

Et sikkerhedsnet er ikke det samme som en hængekøje.

Ida Werner LarsenSocial- og sundhedsordfører, Liberal Alliances ungdom

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg bliver ærligt talt forundret, når jeg hører dele af venstrefløjen tale om kontanthjælpen, som om vi i Danmark behandler folk uværdigt. At ydelsen er alt for lav. At man næsten skal skamme sig over at mene, at den er tilstrækkelig.

Jeg kender selv folk, der har været på kontanthjælp. Jeg har set dokumentarer, fulgt historier og oplevet, hvordan det fungerer i praksis. Og ja, kontanthjælpen er hård. Med vilje. For det skal ikke være en tilværelse, hvor der er råd til det samme, som hvis man gik på arbejde. Der er en grundlæggende forskel på need to have og nice to have. Har man mistet sit job, skal der være mad på bordet, tag over hovedet og varme i radiatoren. Men Netflix, cigaretter og byture er ikke livsnødvendigheder.

Kontanthjælpen er ikke en straf. Den er et sikkerhedsnet. Den er der for at gribe os, når livet tager en uventet drejning. Og det er vigtigt, at vi har den. Det er et civiliseret samfunds ansvar at sørge for, at ingen falder helt igennem. Men et sikkerhedsnet er ikke det samme som en hængekøje. Og jeg synes ærligt, det er respektløst over for dem, der står op klokken seks om morgenen, går på arbejde, betaler skat og trækker læsset, at man taler om, at kontanthjælpen skal være langt højere og mere retfærdig.

For det handler ikke kun om dem, der modtager ydelsen. Det handler også om dem, der betaler den. Vi skylder de mennesker, der knokler hver dag, at det kan betale sig at arbejde. Og vi skylder de mennesker, der i en periode må være på kontanthjælp, at vi giver dem et system, der hjælper dem videre – ikke et system, der gør det nemmere at blive hængende.

Jeg siger ikke, det er nemt at være på kontanthjælp. Tværtimod. Men det er heller ikke meningen, det skal være nemt. For hvis det bliver for attraktivt, så mister vi selve idéen med at have en ydelse, der skal være midlertidig. Og så svigter vi faktisk både de mennesker, der er på kontanthjælp, og de mennesker, der hver dag går på arbejde.