Jo, der er noget, vi kan lære af Charlie Kirk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Følger du Charlie Kirk på de sociale medier?« Sms’en fra en af mine døtre tikkede ind i foråret.

Nej, og ærlig talt anede jeg ikke, hvem Charlie Kirk var.

Men jeg begyndte at følge Kirk. Og det stod klart, at jeg sjældent havde mødt en person, jeg i den grad var uenig med. Våben, abort, borgerrettigheder, ligestilling, Israel-Palæstina, homoseksuelle, religionsfrihed. Hele raden rundt og på mange andre områder var vi lodret uenige.

Bortset fra uenighederne viste Kirk sig at være en charlatan, der fordrejede kendsgerninger og talte had rettet mod kvinder, minoriteter og marginaliserede grupper.

Jeg er kort sagt ikke i fanklubben.

Men er der alligevel noget, vi kan lære af Kirk?

Prøv at se højreaktivistens rolle i en bredere sammenhæng og et længere tidsperspektiv.

Det er vanskeligt at overvurdere Kirks politiske betydning. Han var utvivlsomt endnu mere afgørende end Elon Musk for udfaldet af valget i 2024. Det lykkedes Kirk at mobilisere titusindvis af unge, så de gik til stemmeurnerne i november og stemte Trump.

Kirk mødte den unge generation på stormøder på gymnasier og universiteter over hele USA og blev modtaget som en rockstjerne. Lidt som Robert F. Kennedy – der også blev myrdet – mødte Kirk de unge i øjenhøjde. Som ung – Kirk var 31, da han blev myrdet – talte han de unges sprog, han udfordrede og provokerede dem. Hans seneste opfordring lød: »Kom op på scenen og bevis, at jeg tager fejl.«

Mange i det demokratiske parti ærgrede sig over, at der ikke var et demokratisk modspil til Kirk.

Også i Danmark er det de færreste politikere, der evner at engagere de unge vælgere. Umiddelbart kan jeg kun tænke på Alex Vanopslagh og Johanne Schmidt-Nielsen i deres bedste perioder.

Kirk pakkede ikke sine budskaber ind. De kom råt for usødet. Et eksempel: »Netanyahu agter at gennemføre etnisk udrensning i Gaza« – en åbenhjertig melding fra en stærk Trump-støtte. Kirk talte frit fra leveren. Det har utvivlsomt styrket hans gennemslagskraft hos de unge, at han i modsætning til de gamle, forlorne politikere fremstod langt mere autentisk.

Først og sidst vil Kirk blive husket for at tage debatten – også med dem, der var mest uenige med ham. Her kan danske politikere med fordel tage ved lære.

Den offentlige debat herhjemme er reelt erstattet af spindoktorernes kuraterede indlæg i ekkokamrene. Politikerne skyr de interviews, der ikke er nøje koreograferede på forhånd.

Oplæserne på TV Avisen er nærmest hæse, når de gang på gang meddeler den undrende offentlighed: »Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den ansvarlige minister.« Hvis det går højt med tilføjelsen: »Men i en skriftlig meddelelse oplyser ministeriet …« De kritiske, improviserede interviews og den åbne debat om de svære spørgsmål er ikke i høj kurs hos danske politikere.

Tag Gaza. Folketingets ledelse meddelte tidligere på året, at Israel-Palæstina ikke må indgå i debatten ved næste års skolegang. Ved kommunalvalget kan politikerne trods alt ikke direkte forbyde befolkningen at diskutere Gaza. Men repræsentanter for de regeringsbærende partier har gjort det klart, at de frabeder sig den diskussion.

Når politikerne putter sig, bliver konsekvensen demonstrationer i gaderne, graffiti på murene, afbrydelse af møder og råb af slogans og slagord ved koncerter. Politikerne kan så efterfølgende tage afstand fra disse incidenter. Uagtet at de burde gribe i egen barm. Det klæder ikke den demokratiske samtale, at politikerne går i flyverskjul, når mere kontroversielle spørgsmål er på dagsordenen.

Forhåbentlig vil drabet på Charlie Kirk være et wakeupcall også for danske politikere, når det gælder behovet for en langt mere åben og bred folkelig og politisk debat om de spørgsmål i tiden, der optager ikke mindst en ung generation.