Når alt bliver til en diagnose, svigter vi dem, der virkelig har brug for hjælp
Vi unge bliver ofte fremstillet som en generation, der ikke kan holde til noget. Jeg synes, det billede er uretfærdigt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg er gymnasieelev, og i min hverdag ser jeg en tendens, som jeg tror, mange unge vil kunne genkende. Når vi glemmer vores lektier, har svært ved at holde koncentrationen eller føler os pressede op til en aflevering, er det ikke længere nok at sige, at vi bare er trætte eller nervøse. I stedet hører jeg ofte mine venner sige: “Det må være min adhd” eller: “Jeg har nok angst.”
Det er sagt med et smil, men bag det smil ligger en kultur, hvor det næsten er blevet forventeligt, at vi har en diagnose for at forklare vores udfordringer. Som om vi ikke længere kan nøjes med at være mennesker, der indimellem glemmer, bliver stressede eller føler os utilstrækkelige.
Jeg tror, vi gør os selv og vores samfund en bjørnetjeneste ved at sygeliggøre helt almindelige hverdagsproblemer. For der er stor forskel på at være nervøs før en fremlæggelse og på at have en angstlidelse, ligesom der er forskel på at være ustruktureret og på at leve med adhd. Når vi begynder at bruge diagnoser som hverdagssprog, risikerer vi, at de mister deres alvor, og at vi samtidig gør det sværere at tale om de reelle psykiske lidelser, der kræver behandling.
Samtidig ved jeg, at der er mennesker, der venter i månedsvis og nogle steder i landet endnu længere. Det betyder, at børn og unge, der kæmper med dybe og alvorlige problemer, i praksis bliver efterladt alene alt for længe. Når psykiatrien er så belastet, virker det helt skævt, at vi som samfund nærmest opfordrer alle og enhver til at gå ind i systemet for at få en forklaring på noget, der i virkeligheden kunne være en helt normal del af livet.
Jeg skriver ikke dette for at underkende psykisk sygdom. Tværtimod. Jeg mener, vi skal tage psykisk sygdom mere alvorligt. Netop derfor skal vi passe på med at sygeliggøre alt det, der ikke behøver en diagnose. Jo mere vi udvider kategorien “syg”, jo længere bliver køen, og jo større er risikoen for, at de, der virkelig er syge, ikke får den hjælp, de behøver.
Vi unge bliver ofte fremstillet som en generation, der ikke kan holde til noget. Jeg synes, det billede er uretfærdigt. Men vi må også selv tage ansvar for at vise, at vi godt kan stå igennem modgang uden at gøre det til et spørgsmål om psykiatri. Livet er ikke en jævn linje. Der vil være perioder, hvor man er ked af det, bekymret eller overvældet. Det betyder ikke, at man er syg. Det betyder, at man er menneske.
Som konservativt tænkende ung mener jeg, vi har brug for at genopdage robustheden. Ikke fordi vi skal tie om vores problemer – det er vigtigt at kunne dele bekymringer med hinanden. Men fordi vi skal lære at håndtere livets små og mellemstore udfordringer uden at gøre dem til diagnoser. Det er en del af dannelsen, en del af at blive voksen og i sidste ende en del af at kunne tage ansvar for sit eget liv. Hvis vi tør tale mere åbent om, at problemer ikke altid behøver en lægefaglig etiket, frigør vi samtidig ressourcer i psykiatrien til dem, der virkelig har brug for hjælp. Det er både mere retfærdigt, mere ansvarligt og i sidste ende mere menneskeligt.
Jeg ønsker et samfund, hvor psykisk sygdom bliver taget dybt alvorligt, men også et samfund, hvor vi tør minde hinanden om, at vi ikke behøver et bogstav i panden for at være helt normale.