Hvorfor skal spaghetti med kødsovs lige pludselig gøres til et symbol på "dem" og "os"?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er lidt skørt, sagde jeg til min kæreste, da vi kørte over grænsen til Tyskland.

Jeg synes, det er fantastisk, sagde Christian. Han arbejder til daglig på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet underviser i handelspolitik.

Nej nej, sagde jeg. Jeg mener ikke skørt som tosset, men det er skørt, at vi her på den gamle Hærvej kan se en konvoj af danskere, der er på vej over grænsen for at handle ind. Det minder jo om en folkebevægelse!

Tænk på al den omsætning, alle de job og alle de varer, man burde kunne købe derhjemme, men som vi vælger at køre over grænsen for at få, sagde jeg til ham. Min gråhårede kæreste nikkede og sagde: Jeg synes, det er godt. Hmm, sagde jeg eftertænksomt. For der var alligevel noget andet ved kortegen til grænsebutikken, som foruroligede mig, men som jeg også tiljubler.

Når danskerne sætter sig ind i deres biler for at handle i Tyskland, giver de staten den lange finger. Det er rendyrket trods og et udtryk for, at den almindelige dansker ikke affinder sig med så høje fødevarepriser herhjemme. Og for nogen er det et nødvendigt onde for at få madbudgettet til at hænge sammen.

På en stille, behersket og indforstået måde køber man sin trailer efter, hvor mange rammer sodavand man kan have i den. Og selv fik jeg købt 1,7 kg slik til en værdi af 69 kr., da mine piger er ved at udvide begrebet ”fredagsslik” til hele ugen.

Grænsehandlen er også blevet en folkeprotest mod regeringens økonomiske politik. Men hvorfor er tingene blevet så dyre herhjemme? Mette Frederiksens påstand om, at der må være nogen, som skummer fløden, når priserne stiger i supermarkederne, er både provokerende og misvisende og peger i retning af en populistisk valgkampagne, der igen vil fortælle os, at det frie marked er ondt.

Som enlig mor bliver jeg rasende over, at kvinder i min situation skal hives ind i valgkampen og bruges til at fortælle, at det kan være svært at få budgettet til at hænge sammen. Hvorfor skal spaghetti med kødsovs lige pludselig gøres til et symbol på dem og os? Dem, som kan købe kød, og dem, som ikke har råd. Mit råd til alle enlige mødre er at stemme borgerligt, så der igen bliver råd til at købe kød.

En af hovedårsagerne til, at priserne i supermarkederne er så høje, er regulering, som indgrænser konkurrencen. Og uden konkurrence får man monopolpriser og begrænset udvalg. Hvem har ikke stået i et supermarked og kigget på krydderihylden og tænkt: Findes der mon andre krydderier end dem fra Santa Maria?

I Danmark har vi regulering mod hypermarkeder. Har du været i udlandet, har du måske mødt Carrefour, Tesco eller Kaufland. Herhjemme har vi Bilka, som er en del af Salling-gruppen. Men hvorfor har vi ikke flere hypermarkeder, som kan konkurrere med de andre og sænke priserne? Det vil regeringen ikke. Eller sagt på en anden måde: Det vil fagforeningerne ikke.

Mette Frederiksen repræsenterer blandt andet arbejderne og vil gerne med sin politik værne om deres arbejdsbetingelser, da de helst skulle blive ved med at stemme på hende. Men på en paradoksal måde svækker reguleringen de selvsamme arbejderes levevilkår. For når en HK’er, en sosu eller en jord- og betonarbejder skal købe ind, bliver de ramt af samme regulering, som oprindeligt var tiltænkt dem. Madvarerne er dyre, fordi konkurrencen er begrænset på grund af den statslige regulering. Dermed begrænses danskernes indkøbsmuligheder, fordi Mette Frederiksen lefler for vælgerne ved ikke at fjerne reguleringen på hypermarkederne.

Og derfor er det hyklerisk, at Mette nu vil til at fjerne luksusafgifter på blandt andet chokolade og kaffe, samtidig med at hun nægter at gøre noget ved det egentlige problem.