Alle menneskeliv har samme værdi, Marie Høgh

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sin klumme forleden advarer Marie Høgh mod ensidighed i Gaza-debatten og kræver nuancer og fakta og anerkendelse af jøders lidelser. Desværre falder hun selv i den samme fælde.

Massakrer og overgreb på civile er altid forbrydelser mod menneskeheden. Hamas’ angreb den 7. oktober 2023 var bestialsk. Israels bombardementer og belejring af Gaza er lige så brutale, når tusinder af børn dræbes, og civilbefolkningen sulter.

Palæstinensernes fordrivelse i 1948, massakrerne i Sabra og Shatila og talrige krige siden har kostet utallige liv. Hvis vi vil tale om nuancer, må vi se hele billedet – ikke isolere én dato og glemme de andre.

Det var det, FN’s generalsekretær mente med, at den 7. oktober ikke skete i et vakuum. Og når Primo Levi om Holocaust sagde: »Det skete. Derfor kan det ske igen«, så mente han – med mit kendskab til ham – ikke kun, at det kunne ske for jøderne, men også for andre.

Det er derfor påfaldende, når Marie Høgh efterlyser nuancer i Gaza-diskussionen, men selv bidrager til det tab af nuancer, hun advarer imod. For det første ved at knytte antisemitisme og kritik af Israel sammen, som om det er det samme.

Men antisemitisme – had og fordomme mod jøder – er ikke det samme som at kritisere en stats politik, alene af det faktum, at der både inden for og uden for Israels grænser findes tusinder af jøder, der kritiserer Israels politik. For det andet ved at påstå, at der i islam skulle ligge et »sort had til jøder«. Det er en generaliserende og islamofobisk påstand, som placerer millioner af mennesker i en kollektiv boks – og som paradoksalt nok minder om de fordomme, antisemitismen selv lever af.

Antisemitismen er reel og farlig; islamofobien er det også. Begge dele truer demokratiet, fordi mennesker som resultat risikerer at blive udgrænset på grund af deres tro eller identitet. Derfor er det ikke til at komme uden om et princip, der burde være indlysende og fundament for enhver demokratisk samtale: At alle menneskeliv har samme værdi. Ikke nogle højere, andre lavere. Børn i Tel Aviv er ikke vigtigere end børn i Gaza.

Når vi placerer lidelse i et hierarki; når vi kalder antisemitisme uacceptabelt, men normaliserer islamofobi; når vi fremhæver nogle forbrydelser som epokegørende men andre som perifere – så svigter vi det, vi siger, vi vil forsvare: menneskeværd, demokrati og universelle rettigheder.

At insistere på nuancer må betyde, at vi nægter at reducere mennesker til fjendebilleder; det må betyde, at vi kan fordømme Hamas’ terror og Israels folkeretsbrud på samme tid; men det må også betyde, at vi kan se på en brutal massakre som endnu et led i en kamp mellem en stat og et undertrykt folk; en stat, som på trods af sin ret til at eksistere fastholder et andet folk i undertrykkelse. Det er fakta.