En bøn til gen Z: Der er andet end privatlivet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hjemmearbejdspladser er blevet et 00’er-symbol på, at privatlivet er begyndt at lede arbejdslivet. Men hvis grænsen mellem arbejdsliv og privatliv ikke længere består, overlades individet til et kaos, der ikke har et klart formål.

En analogi kan indramme problemet: En person synes, at industriøl mangler kærlighed, og ikke overraskende er dommen, at øllen smager dårligt. En anden person går ikke op i produktionsmetoder, men bedømmer smagsnoterne og den værdi, produktet tilfører livsstilen, derfor er dommen positiv. Det er den samme “øl”, begge personer bedømmer, men reglerne er vidt forskellige. Det er fuldstændig irrelevant, hvordan øllen faktisk smager, og konsekvensen af reglerne er vidtrækkende for samfundet. Således er de feministiske principper blevet til en slags praktisk afvikling af arbejdslivet, hvor individer får lov til at sætte sig selv først – deres klimabevidsthed og støjfølsomhed mv.

Den klassiske maskuline tilgang er rigtig nok meget primitiv – et fokus på at tjene mange penge. Men denne primitive tilgang har en klar fordel: Det at skabe noget og være til gavn giver mange personer en mening med livet, fremmer inklusion og gør diagnoser samt aggressioner overflødige til en vis grad.

I en nådesløst globaliseret verden må public spirit baseres på, at vi i fællesskab opdyrker ny viden, der kan sælges på en bedre måde, end andre lande kan. Vores overlevelse ligger i, at vi lytter til hinandens synspunkter – at vi udvikler arbejdslivet, ikke afvikler det.