Inklusion er blevet et tomt ideal i uddannelsessystemet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er pædagogstuderende, fagligt velfunderet og har indtil videre kun fået topkarakterer.

Alligevel risikerer jeg at blive bremset i min uddannelse, ikke på grund af mine kompetencer, men fordi praktikkravene systematisk overser neurodivergente studerendes behov. Praktikkens krav om 32 timer ugentligt i et støjfyldt institutionsmiljø er for de fleste med adhd eller autisme en uoverstigelig belastning.

Jeg har tidligere arbejdet 20-25 timer om ugen i både børnehave og vuggestue – og det har kunnet lade sig gøre med stor indsats og tilpasning. Alligevel kan jeg ikke få nedsat tid i min kommende praktik, da kroniske psykiske diagnoser pr. definition “ikke bliver bedre”.

Resultatet? At jeg – og mange andre – presses ud af uddannelsen, ikke fordi vi mangler evner, men fordi systemet fastholder ufleksible krav. Problemet er ikke vores koordinatorer eller seminariet, men politisk fastsat lovgivning.

Undervisningsministeriet og minister Mattias Tesfaye har ansvar for, at praktikken er indrettet på en måde, der udelukker frem for at inkludere. Når kravene om 32 timer ugentligt fastholdes uden mulighed for fleksibilitet, sorteres mulige ressourcestærke studerende fra.

Skal lovgivningen virkelig bruges til at ekskludere, eller burde ministeriet sikre, at alle med de rette kompetencer får mulighed for at gennemføre uddannelsen?

Pædagoguddannelsen leder ikke udelukkende til fuldtidsstillinger i daginstitutioner. Mange vælger specialisering, kandidatstudier eller andre pædagogiske arenaer, og kun ca. halvdelen af de færdiguddannede pædagoger ender med en fuldtidsstilling på 37 timer.

Jeg ved, at jeg ikke står alene. Studerende med eksempelvis migræne og andre kroniske lidelser oplever lignende problemer på både pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen, hvor ufleksible krav risikerer at udelukke dygtige studerende.

Samfundet risikerer at miste både kompetente pædagoger og sygeplejersker – to faggrupper, der er helt centrale for børn, unge og borgeres trivsel – alene fordi systemet vægter lighed i timer frem for lige muligheder.

Så spørgsmålet er: Hvad gavner samfundet mest; at fastholde ensartede regler, der skubber ressourcestærke studerende ud, eller at skabe fleksible rammer, så flere faktisk kan gennemføre og bidrage med deres faglighed?