Borgerlige visioner eller socialdemokratisk stilstand?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark har brug for ansvarligt lederskab. Så meget er finansminister Nicolai Wammen og jeg enige om, kan jeg læse i hans tirade af den 11/9 i Jyllands-Posten. Men dér hører enigheden vist også op.

For os borgerlige handler ansvarligt lederskab først og fremmest om at fremlægge politiske visioner og siden gøre dem til virkelighed. Vi vil give familierne flere muligheder for at indrette deres liv efter deres ønsker og behov. Vi vil give danskerne mere myndighed og mulighed for at bruge deres talenter. Vi vil værne om vores land, historie og kultur. Vi vil skære ned på bureaukratiet (f.eks. ved at fyre de ca. 20.000 bureaukrater, der er ansat i staten på Nicolai Wammens vagt). Og meget mere.

Det er derfor, vi netop har afholdt et stort borgerligt konvent – for at vise det blå alternativ til både rød blok og grå blok på midten.

For regeringen handler ansvarlighed sjældent om andet end den selv. Wammens indlæg er ingen undtagelse. Det er nogle tomme og fantasiløse fraser krydret med nogle lidt mere kreative fordrejninger om Liberal Alliances politik, som Wammen åbenbart kan få til at være både et stort program for ødelæggelsen af Danmark og nogle intetsigende “hurtige overskrifter” på én og samme tid.

Men når Nicolai Wammen nu fordrejer vores politik, så lad mig fortælle lidt sandheder om hans. For man forstår jo godt, at Wammen har så meget imod »hurtige meldinger« – hans egen regering er nemlig kendetegnet ved en nærmest glacial langsommelighed.

Regeringens grønne megaprojekter som brintrør, energiøer og havvindmølleparker er enten forsinkede, aflyst eller endt med at blive langt dyrere. I udbygningen af elnettet er de akkumulerede forsinkelser i alle projekter ifølge JP omtrent 340 år. Den grønne omstilling er faktisk mere eller mindre gået i stå under Mette Frederiksen.

Så er der forsvarspolitikken. Vi runder snart de 900 dage, siden regeringen med stor fanfare annoncerede, at ammunitionsfabrikken Krudten skulle genstartes, og der er stadig ikke kommet så meget som en knaldperle ud derfra. Vores kaserner forfalder stadig og har store huller i både bygninger og sikkerhed. Og regeringen har i øvrigt endnu ikke formået at fremlægge en samlet plan for finansieringen af Danmarks oprustning til Nato-kravet på 3,5 pct., det har kun ét parti – Liberal Alliance.

Jeg tror ikke, det skyldes ond vilje fra regeringens side, men derimod metaltræthed, interne uenigheder og så selvfølgelig en magtfuldkommenhed, hvor man er groet sammen med systemets særinteresser. Jeg kan faktisk kun komme på ét eneste initiativ i Mette Frederiksens regeringstid, der for alvor er blevet fulgt til dørs uden forsinkelser, og det var aflivningen af alle mink. Det skete endda så hurtigt, at der ikke var lovhjemmel. Men dét vil Mette Frederiksen ikke engang have ansvaret for! Socialdemokrater er ikke nemme at blive kloge på.

Men trods deres indenrigspolitiske inkompetence er jeg anderledes imponeret af regeringens udenrigspolitik. Der er ikke en finger at sætte på den massive støtte til Ukraine, som denne regering har stået for, tværtimod – det gør mig stolt af at være dansker. Her har jeg ingen grund til at mene, at en borgerlig regering ville gøre det mærkbart anderledes. Og derfor bruger jeg heller ikke tid på at fremhæve det.

Men lad os nu være ærlige: Støtten til Ukraine handler først og fremmest om at bruge penge og forære ting væk. Til et overmåde godt formål, jovist, men altså – alle politikere kan finde ud af at bruge penge. Om end SVM-regeringen nok er bedre end de fleste.

For os borgerlige er der lidt højere krav til lederskab end blot evnen til at bruge penge. Og det bliver omdrejningspunktet for næste valg: Skal vi have fire år mere med socialdemokratisk stilstand og stort ståhej for ingenting, eller skal vi have en frisk start?

Jeg glæder mig til dén kamp.