Rigsfællesskabet er heldigvis ikke bogholderi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Både historien om Danish Arctic Contractors og om Kryolitten og mange andre historiske undersøgelser er spændende at læse og giver perspektiv på udviklingen. Særligt Peter Myginds grundige og seriøse DAC-artikler er værd at følge. De er jo værdifuld historie og ikke manipulerede automatangreb på Danmark.

Men Danmarks ydelser til Grønland har siden Hans Hedtofts løfte 1948 om at betale omkostningerne til Grønlands udvikling ikke været et bogholderi med indtægter og udgifter.

Både Danmark og Grønland og Færøerne har store fordele af rigsfællesskabet. I mine år som minister for Grønland havde jeg utallige økonomiske forhandlinger med de grønlandske kolleger. Og de var politiske sværvægtere som Jonathan Motzfeldt, Lars Emil Johansen, Moses Olsen.

De kunne være hårde i filten, men med en enkelt undtagelse brugte de aldrig danske indtægter i/fra Grønland som argument.

Undtagelsen var, at det faktisk var Jonathan Motzfeldts forslag at sælge kryolitselskabet. Han ville gerne have haft en del af provenuet til Grønland. Regeringen sagde nej, netop fordi vi ikke ville ind i et plus/minus-bogholderi om Grønlandsbudgettet. Per konduite fik Grønland dog 50 mio. kr.

Det ville have været en katastrofe for Grønlands udvikling, hvis vi startede sådan en indtægt/udgift-beregning, hver gang vi f.eks. byggede et hospital. Sisimiut Kirke blev bygget som samlesæt fra København i 1775 og betalt med 60 tønder ”sort guld“, nemlig hvalspæk til Europas lamper.

Statsminister Hans Hedtoft lovede i Nuuk i 1948, at Danmark ville betale de nødvendige udgifter for at bringe Grønland op på dansk niveau. Den økonomiske udvikling blev jo heldigvis fulgt op af et større ansvar i Grønland. Hjemmestyre og selvstyre.

Jeg foreslog selv at nedlægge ministeriet for Grønland. Dels gik det utroligt stærkt med at overføre ansvar fra Danmark til Grønland. I 1982, da jeg overtog ministeriet, var der 9.300 ansatte.

Da vi 1987 nedlagde ministeriet, var der 2.300 ansatte.

En yderligere grund var, at det var for nemt at gøre politisk karriere i Grønland ved blot at kritisere Danmark/Ministeriet (overherredømmet i Hausergade/koloniministeriet/”Tomrummet“ (et ordspil på mit navn). Et selvstyrende Grønland havde brug for nye politikere, der blev valgt på eget ansvar.

Peter Myginds DAC-artikler fremhæver, at grønlandsk arbejdskraft ikke var tilladt på Thulebasen. Det var jo nok en kombination af dansk ”overbeskyttelse“ af traditionel grønlandsk kultur og levevis og en amerikansk mistro mod et ”naturfolk“.

1985 forhandlede jeg personligt i Pentagon i Washington og fik basens geografiske udstrækning halveret og samtidig åbnet for grønlandske medarbejdere. En tid var basen Grønlands største arbejdsplads.

Det er vidunderligt, at der forskes i skæbnefællesskabet og vor historiske udvikling i rigsfællesskabet. Kun derved kan vi udvikle og tage ansvar for vore globale arktiske muligheder og pligter i et moderne fællesskab af ligeberettigede partnere i kongeriget.

Både grønlændere og danskere bør fokusere mindre på bloktilskud og fortidigt bogholderi. Fremtiden ligger mod nord. En fremtid, vi kan forme sammen.