Hvornår stopper den ekstreme venstrefløj med at skyde sig selv i foden?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi deltager ikke i de propalæstinensiske demonstrationer.

Ikke fordi vores hjerter ikke banker for de alt for mange civile, der er blevet bombet ihjel. Eller fordi vi er blinde for det helvede, tusinder gennemlever i Gaza lige nu. Tværtimod. Vores hjerter banker for dem.

Men vi kan ikke stå inde for den radikalisering, som demonstrationerne har taget.

Forrige søndag blev vi mindet om hvorfor: israelske flag malet over med blodrøde pletter som en makaber kulisse til råbekoret: »Death, death to the IDF!« Det var en del af Danmarks største demonstration siden 2023. Direkte skræmmende.

Og i onsdags fik vi endnu et skræmmende eksempel. En gruppe propalæstinensiske demonstranter formåede at få aflyst en etape af cykelløbet Vuelta a España. Løbsarrangøren kunne ikke garantere for rytternes sikkerhed – alene på grund af deltagelsen af det israelske cykelhold Israel-Premier Tech. At et cykelløb bliver taget som gidsel i en konflikt, er alt andet end solidaritet.

Vi kan ikke bære billederne af børn løftet ud af murbrokker og forældre, der begraver deres børn. Vi kan ikke udstå Benjamin Netanyahu og hans højreekstremistiske regering, der driver krigen videre på trods af verdenssamfundets protester. Netanyahu og hans ministre bør hurtigst muligt stilles til ansvar i Haag.

Ord er ikke bare ord. Ord former virkelighed og skubber grænser. Når slagordet bliver »death, death to the IDF«, er det i praksis en billigelse af vold, drab og terror. Og den grænse må vi aldrig krydse.

Den sort-hvide logik – at hvis man ikke fuldtonet går med på de mest ekstreme paroler, så er man børnemorder eller folkemorder – jager tusindvis af sympatisører væk.

Man taber den folkelige legitimitet, der er helt afgørende for at kunne lægge pres på Israel. Og skabe en fredelig tostatsløsning.

Problemet stopper ikke ved parolerne. Den ekstreme retorik siver ud i hverdagen. For nylig kunne man se en video, hvor en ganske almindelig mand blev overfuset på en tankstation, blot fordi han arbejder for Terma – en dansk virksomhed, der leverer til forsvaret. »Du har blod på dine hænder,« blev der råbt efter ham.

Det er grotesk. Den mand har intet ansvar for Netanyahus bomber. Han er ikke soldat. Han er ikke politiker. Han er en lovlydig dansker, der passer sit arbejde. Alligevel bliver han gjort til syndebuk for en hel krig.

Hvis det er den retorik, der vinder frem, så vender almindelige mennesker sympatien væk. Når kampgejst bliver forvekslet med råt had, mister man det brede flertal, der er altafgørende for at skabe forandring. Man samler ikke – man splitter.

Det samme mønster ses i klimakampen. Danskerne ønsker handling på klimaet. Vi ved, at kødforbruget skal ned, og at landbruget må tage et større ansvar – og det ved de fleste landmænd godt.

Men når aktivister stiller sig op foran slagtere på Amager og kræver dem lukket, eller når de råber, at danskerne skal skamme sig over en frikadelle til aftensmad, så bliver det ikke længere en folkelig bevægelse. Så bliver det sekterisk.

Og det er farligt. For klimaet kræver brede skuldre og brede alliancer – ikke en snæver gruppe af frelsere, der vil belære danskerne om, hvordan de skal leve. Hvis klimakampen tegnes af de mest ekstreme stemmer, så risikerer vi, at hele projektet mister folkelig opbakning. Ikke fordi danskerne er imod forandring, men fordi de bliver trætte af at blive råbt ad.

Hvis vi vil skabe varig forandring, kræver det brede alliancer. Det kræver, at vi samler, ikke splitter. Ellers står vi tilbage med tomme slagord og tabte muligheder.