Smil, det smitter!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For mig var det noget af et kulturchok at bo alene en uge i Aarhus. Længere ude vestpå, hvor jeg er fra, vinker eller smiler man som oftest til alle på sin vej. Ikke engang i Smilets by smiler folk til fremmede på gaden. Man går forbi sine medmennesker uden at anerkende hinandens eksistens.

Det kom til udtryk, når jeg efter lange dage på filmoptagelser gik alene rundt i Aarhus’ gader. Det var forbløffende at opleve, hvor lidt man faktisk ”ser” hinanden. En ting er tendensen til at være i sin egen verden, men en anden er folks taktiske forsøg på at undgå virkeligheden ved åbenlyst at kaste blikket i alle andre retninger end på det menneske, der kommer gående lige forbi.

Forskning viser, at folk, der hilser på fremmede, er gladere. Jeg siger ikke, at vi skal stoppe op og have kategoriske vejrsnakke med alle, man møder på sin vej. Det handler bare om at anerkende sine medmennesker.

I en tid, hvor flere og flere lever i deres egen verden og gemmer sig væk bag skærme, er det ekstra vigtigt at se folk omkring sig. Så min største opfordring er: Kig op, smil, det smitter!