Jeg kæmper ikke kun med mit handicap, men også fordommene
Mange partier påstår, at de vil skabe et inkluderende og rummeligt samfund – men når det kommer til stykket, formår de det ikke.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg har Usher syndrom. Det medfører både syns- og høretab. Sansetabene kommer i mange grader og former. I mit tilfælde er jeg helt døv, men har CI (cochleaimplantat), som giver mig kunstig hørelse. Jeg taler ganske godt. Mit synsfelt er indskrænket til 10–15 grader, hvor det normale synsfelt er ca. 160 grader. Mit centrale synsfelt er klart, ikke sløret – selvom mange antager det, når de møder mig første gang.
Jeg har det fint med at være som jeg er. Jeg har sluttet fred med det. Jeg har lært at leve med, at mit syn med tiden kan blive værre. Det kan hverken jeg eller andre ændre på.
Det er ikke mit handicap, jeg kæmper med – det er fordomme. Jeg kæmper med samfundets normer og dets idealer for, hvordan man ”hører til” i fællesskabet.
På jurauddannelsen på Københavns Universitet havde jeg svært ved at falde til på Søndre Campus. Mine behov blev ikke imødekommet – f.eks. ønsket om en mindre studiegruppe. Vi var syv i min gruppe, hvilket kan være udfordrende med kunstig hørelse og indskrænket synsfelt. Hvem siger egentlig, at store grupper er den eneste rigtige løsning? Jeg snakkede med nogle af mine medstuderende. De ønskede også mindre grupper – det var ikke kun mig.
I hele min tid på jurauddannelsen oplevede jeg, at man insisterede på at tænke i afslag frem for løsninger.
F.eks. skulle jeg søge dispensation for at sidde med ryggen til vinduet til en mundtlig eksamen. Det ville forhindre, at jeg blev blændet, og samtidig kunne jeg mundaflæse. Underviser og censor kunne have rykket sig på den anden side af bordet, hvis nødvendigt. Min underviser nægtede at foretage disse hensyn, medmindre det var godkendt bureaukratisk. Det var spild af tid og unødvendige barrierer, når løsningen tog to sekunder at gennemføre.
Et andet eksempel: Jeg talte med min studievejleder om, hvad der kunne hjælpe mig bedst. Vedkommende stillede mig spørgsmålet: »Er du sikker på, at du skal være her?« Det føltes ikke som et spørgsmål, men som en opfordring til at droppe ud – fordi der ikke var plads til en som mig på studiet.
Der er mange som mig, der ikke bliver inkluderet på vores præmisser. Statistikkerne vidner om rekordmange på førtidspension: 245.000 personer modtog førtidspension i december 2024, og tallene stiger i 2025. Antallet under 40 år er 39.000. Mellem 18-29 år er tallet steget med 27,8 pct. siden 2020.
Jeg kan godt forstå, at mange vælger førtidspension, hvis man har oplevet den samme modstand og de samme barrierer som jeg. Det kræver meget energi. Jeg tog selv ansvar og rakte ud til både underviser og studievejleder, men blev mødt af fordomme, barrierer og afvisning.
Jeg blev sygemeldt med stress, fordi jeg fik det fysisk dårligt over at skulle på campus. Jeg følte mig ikke velkommen.
Det er et samfundssvigt, når man systematisk udstøder personer, der er anderledes, i stedet for at hjælpe dem med at få et meningsfuldt liv.
Mennesker er sociale væsener. Det gælder også for mennesker med handicap. Det er lige så vigtigt for os at have noget at stå op til, som det er for mennesker uden handicap.
Dette skal man huske på ved næste valg. Mange partier påstår, at de vil skabe et inkluderende og rummeligt samfund – men når det kommer til stykket, formår de det ikke.
Politikerne bør tage ansvar for, at handicappede får reelle muligheder for inklusion, ikke bare ord på papir.
Mange med handicap har lært at leve med deres udfordringer – nu må samfundet også lære det.