Regeringen og regionerne er ved at afvikle almen praksis. Er det uvilje eller inkompetence?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har ikke noget rigtig godt svar på, hvorfor jeg valgte at læse til læge. Mest af alt tror jeg, at jeg syntes, kroppen var spændende. Til gengæld ved jeg, præcis hvorfor jeg valgte at blive speciallæge i almen medicin.

Gennem tiden på universitetet og talrige kliniske ophold blev det tydeligt, at der var intet sted, jeg hellere ville tilbringe de næste 40 år af mit arbejdsliv, end i almen medicin.

Muligheden for at have direkte indflydelse på eget arbejdsliv, skabe en klinik, der er skræddersyet til lige præcis min patientpopulation, kontinuiteten, der gør, at man lærer mennesket bag personnummeret at kende, og den personlige relation, der opbygges, når man følger familier både i glædens og sorgens stund, er helt unik.

Jeg har dyb ydmyghed over, at når livet gør rigtig ondt, når man er mest bange eller bare ikke ved, hvor man ellers skal gå hen, så bestiller man en tid hos mig.

Som resten af mine kollegaer er jeg umådelig stolt over den primære sektor, vi har opbygget gennem de sidste mere end 50 år. En primærsektor, der er fuldstændig unik i den forstand, at den håndterer ca. 90 pct. af alle sundhedskontakter for mindre end 10 pct. af de samlede sundhedsudgifter – og dette med en skyhøj patienttilfredshed.

Ydermere viser forskning, at det at have den samme læge i mere end seks år reducerer dødeligheden med omkring 20 pct. og forebygger indlæggelser og unødvendige sygehusbesøg tilsvarende. Dette er naturligvis hensigtsmæssigt i sig selv, men medfører også en kæmpe økonomisk besparelse for det samlede sundhedsvæsen.

Almen praksis er dog ikke perfekt. Der er fortsat udfordringer med tilgængelighed i for mange dele af landet, og sektoren skal rustes til den demografiske udvikling, vi står overfor.

Gennem de sidste 10-15 år har almen praksis været nedprioriteret økonomisk såvel som politisk. I perioden er der blevet næsten 70 pct. flere hospitalslæger, mens der er blevet 7 pct. færre praktiserende læger. Den samlede finansiering til almen praksis er desuden faldet fra 9,5 pct. (2011) af sundhedsbudgettet til 8,4 pct. (2022).

Trods vores gentagne opråb om behovet for flere uddannelsespladser på speciallægeuddannelsen i almen medicin og behovet for investering og udvikling har man på Christiansborg og i Danske Regioner valgt at overhøre advarslerne. Det mærker vi nu.

De praktiserende læger har – ikke på grund af, men på trods af – Danske Regioner og Folketinget formået at holde primærsektoren oven vande de sidste 10-15 år. Og nu, hvor der endelig skal investeres og udvikles på området, må vi altså, jf. Lovpakke 2b, forstå, at det er nødvendigt at afkoble de praktiserende læger fra indflydelse på primærsektorens og almen medicins videre udvikling.

Lovpakke 2b fratager lægerne stort set al indflydelse på den fremtidige udvikling af primærsektoren. »Læger vil fortsat være en central sparrings- og aftalepartner,« lyder det fra sundhedsministeren.

Men det fremgår tydeligt af udkastet til lovforslaget, at hvis ikke lægerne vil indgå de aftaler, der dikteres fra sundhedsministeriet, vil de blot blive vedtaget som lov i stedet. Ydermere forsøger sundhedsministeren at afvise de talrige protester mod lovforslaget som misforståelser – et retorisk greb, hvorved ministeren behændigt undlader at forholde sig til kritikken.

Efter at have læst Danske Regioners høringssvar til nævnte lovudkast kan der vist ikke være noget at misforstå. Den eneste misforståelse er at kalde investeringen »en kærlighedserklæring til almen praksis«.

Høringssvaret lægger op til yderligere topstyring med dikterede arbejdsopgaver, som måske slet ikke er relevante for den enkelte patient (tid, der fremover bruges på dokumentation frem for patienter), og markant styrket tilsynsføring og sanktionsmuligheder over for de praktiserende læger. Samlet set et høringssvar, der kun kan tolkes på to måder.

Enten ønsker man fra Danske Regioner ikke længere selvstændigt praktiserende læger og forsøger derfor at gøre vilkårene så uspiselige, at ingen ønsker at nedsætte sig som sådan i fremtiden – alternativt forstår man almen praksis så dårligt, at man er i gang med at afvikle verdens bedste almen praksis gennem inkompetence. Taget de talrige inputs fra PLO, Forum for Yngre Almenmedicinere, Dansk Selskab for Almen Medicin, Ældre Sagen m.fl. over de sidste uger in mente, tænker jeg, den første tolkning er den mest sandsynlige.

Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg har gentagne gange udtalt, at han er overrasket over, at lægerne først protesterer nu, og at vi burde have set skriften på væggen i Sundhedsstrukturkommissionens sundhedsreform. Det er muligt, at vi som stand har været for naive og ivrige efter positive forandringer, efter at almen praksis de sidste 25 år har været nedprioriteret politisk såvel som økonomisk.

Men hvis der er nogen, der er overrasket, må det være sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Med de sidste mange måneders udtalelser og løfter om en styrket almen praksis sektor kan jeg ikke komme til anden konklusion, end at Sophie Løhde er blevet overrumplet af sit eget embedsværks higen efter kontrol, styring og magt, som det fremgår af det nuværende lovforslag. Indholdet i Lovpakke 2b er langtfra det, forligskredsen blev enige om tidligere på året.

En påstand, der yderligere understøttes af Sophie Løhdes nylige udtalelser om, at lovforslaget er upræcist formuleret samt alt for vidtgående.

Det giver for mig ingen mening, at en sundhedsminister for Danmarks såkaldte liberale parti, Venstre, som selv i 2013 nærmest latterliggjorde daværende sundhedsminister Astrid Krag (S) for dennes lovforslag, der lagde op til stort set det samme som nuværende Lovpakke 2b, skal være frontfigur for afliberaliseringen og hyperbureaukratiseringen af verdens bedste primære sundhedstilbud.

For både Danske Regioner og kapitalfonde er etableringsomkostningerne ved at opføre lægeklinikker i hele landet en dråbe i havet. De ved, at de for evigt vil have en rentabel forretning og kan stolt proklamere, at vi nu ikke længere har et lægedækningsproblem i Danmark, da alle borgere nu har adgang til en læge.

Taberne i denne fremtid er patienterne. Især de mest syge og ældre. De vil opleve et system, der er indrettet for systemets skyld, skiftende behandlere uden engagement i lige præcis deres lokalområde og et one size fits all-sundhedssupermarked.

Vi ved, at patienterne bliver dårligere behandlet og er mindre tilfredse i regionsklinikker såvel som udbudsklinikker. Vi ved, at omkostningerne til begge typer af klinikker er højere.

Hvorfor vil man gå en vej, hvor der leveres en dårligere og dyrere almen lægehjælp til hele landet?

Vi er på vej ind i kommunal- og regionsrådsvalg. Både jeg og mine kollegaer tager gerne imod regionsrådsformænd, -medlemmer, opstillede og andre interessenter til en snak om fremtidens almen praksis.