Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Regeringen rammer ved siden af: Danskerne vil have hjælp til at vælge sundt og grønt

Regeringen tror, at danskerne vil juble, når de fjerner afgiften på chokolade, slik og mousserende vine. Men det viser, at man har mistet følingen med både befolkningen, tiden og tendenserne.

Marie-Louise Boisen LendalDirektør, Tænketanken Frej

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er svært at ændre vaner. Når indkøbskurven pakkes kvart i lukketid, er det priserne, der bestemmer, hvad der ryger i den. Derfor har vi brug for, at politikerne hjælper os med at tage de sunde valg – ikke at de skubber os den modsatte vej.

Fakta er, at langt over halvdelen af os danskere ønsker at spise mindre kød – blandt de unge under 35 år er det næsten tre af fire. Samtidig spiser blot halvdelen af os grøntsager dagligt, og et tilsvarende flertal ønsker at øge deres forbrug. Og skeler vi mod klimaet, ligger vores forbrugsbaserede udledning langt over det niveau, der er bæredygtigt, hvis vi skal undgå de store klimaforandringer.

I stedet for at gøre det billigere at købe det usunde, burde regeringen bruge økonomiske incitamenter til at gøre de varer, der er gode for både krop og klode, billigere end de varer, der er dårlige for begge dele. Det virker – og vi har masser af eksempler, hvor vi ændrer vores adfærd ud fra priserne i supermarkederne.

Priserne på chokolade og kaffe er i dag høje, fordi høsten er ramt af klimakrise og udpining af jorden efter årtiers dyrkning. Det har fået virksomheder som Nestlé til at investere massivt i regenerative landbrugsmetoder. Og de høje priser gør, at danske alternativer som Endless Food laver et bæredygtigt kakaoalternativ af mask fra ølproduktion. Fordi der er et marked for det.

Eller tag oksekødet: Fordi efterspørgslen overstiger det, landbruget kan nå at producere, har Danish Crown og Rema 1000 udviklet en kødfars, hvor halvdelen af kødet er erstattet med grøntsager og ærteprotein. Den smager og mætter som oksekød – men er billigere og sundere. Den slags innovation sker ikke, hvis staten insisterer på, at vi har “ret” til billigt oksekød og chokolade.

Danmark har altid brugt afgifter til at styre markedet i en grønnere retning – bare se på bilerne: Vi kører i både mindre og mindre forurenende biler end i USA, fordi vi beskatter de store. Fremtiden er ikke at gøre de dårlige valg billigere. Fremtiden er at understøtte os danskere til at vælge sundere, grønnere og klogere.