Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Udeluk dog dem, der ikke kan eller vil integreres

Vi er ved at miste sammenhængskraft, ytringsfrihed og dansk kultur. Nok er nok.

Jørgen JelstrupTidl. oberst, ledelseskonsulent, Odense

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Statsministeren gav den 3. marts i et interview med Politico i Bruxelles udtryk for, at masseindvandringen er en trussel mod det daglige liv i Europa, og at kontrol med indvandringen er en vigtig søjle i socialdemokratisk politik.

Politikere og medier omtaler også ofte de store problemer med indvandringen, den mislykkede integration, faren for svenske tilstande, for undergravning indefra og risikoen for, at Danmark bliver et multikulturelt samfund.

Politikerne siger det rigtige, men som anført i lederen i JP 1/9 er effektive politiske løsninger på disse velkendte problemer desværre ikke på vej, selvom udlændinge-og integrationsminister Kaare Dybvad Bek 30/6 2024 i JP oplyste, at man godt ved, fra hvilke lande migranter ikke kan/vil integreres.

De manglende løsninger må vel så skyldes politisk ulyst, berøringsangst m.m. – men Danmark er desværre ved at blive et opdelt multikulturelt samfund som det engelske på grund af de mange uønskede ændringer i samfundet, som udlændingeloven af 1983 og den efterfølgende masseindvandring medfører.

Danmark har i over 40 år trods mange advarsler modtaget mange flere migranter, end vi kan integrere. Ikkevestlige indvandrere og efterkommere udgør ifølge Danmarks Statistik i dag over 600.000 eller ca. 10 pct. af befolkningen – i 1980 kun 1 pct.

Der er nu parallelsamfund og områder, man undgår.

Vi har samtidig fået et for svagt politi og retsvæsen i forhold til opgaverne, en alt for høj kriminalitet blandt migranterne, et stort antal bombe-, kniv- og skudepisoder samt bandedrab.

Vi har desværre også fået en koranlov, et belastet skolevæsen samt grupper i samfundet med en voldsparathed og krænkelseskultur, der truer ytringsfriheden ved at få mange til at udøve selvcensur. Vi har i dag en presse, nogle politikere og et politi, der dagligt må behandle indvandrerproblemer.

Flere danskere må have livvagter og undgår at oplyse efternavn ved udtalelser i medierne af frygt for repressalier. Vi indfører bande-og tryghedspakker, og der er nu fast bevogtning ved jødiske institutioner, mens pro-Hamas-demonstrationer fylder gaderne.

Vores succes som nation og grundlaget for vor velfærd er baseret på vor kristne opdragelse, vort homogene og veluddannede samfund med høj beskæftigelse, sammenhængskraft, en effektiv ordensmagt, lav kriminalitet, sikre grænser og gensidig tillid. Forhold og kvaliteter, som vi desværre i årevis – ved for stor indvandring af personer, der ikke kan/vil integreres, dårlig politisk ledelse, misforstået tolerance og forældede konventioner – har solgt ud af.

Danmark gennemgår derfor nu en uønsket demografisk udvikling og en ganske uholdbar forandring. I Folketinget er der også en bred opfattelse af en ganske mislykket indvandringspolitik og dens negative konsekvenser. Samtidig ved vi nu, hvilke migranter der erfaringsmæssigt kan og vil integreres.

Så lad os da nu få gjort noget ved problemerne, der kun bliver værre – ved selv at bestemme, hvem der kan bo i Danmark og stoppe med at deponere magten over dansk udlændingepolitik hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og dommere uden demokratisk mandat.

Vi er ikke mange danskere i verden og bør derfor gøre en særlig indsats for at bevare vor kultur, kristendom og velfærdssamfund – ved fremover kun at lukke de befolkningsgrupper ind, der kan og vil integreres, og udelukke dem, der alene vil leve her på egne præmisser og af dansk velfærd.