Spar på undskyldningerne, Danmark
Grønlænderne kræver undskyldninger i en uendelighed.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Undskyldninger er efterhånden blevet et begreb i internationale relationer. Danmark har taget sin part.
Således blev der under Muhammed-krisen i 2005 fra muslimsk side krævet en undskyldning fra Danmark for Jyllands-Postens publicering af tegninger af profeten Muhammed.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste at give en sådan undskyldning med henvisning til den grundlovssikrede ytringsfrihed i Danmark, og at han som statsminister ikke var ansvarlig for Jyllands-Postens redaktionelle valg.
I Danmark har det været diskuteret i årtier, om man burde undskylde for vores rolle i slavehandel og slaveri på de tidligere Dansk Vestindiske Øer, og de senere år er Danmarks fortid som kolonimagt i Grønland også kommet i fokus.
Igennem de seneste årtier har forholdet mellem Danmark og Grønland været præget af nærmest beskydning fra Grønland med krav om undskyldninger for fortidige handlinger som brutal kolonimagt – undskyldninger som forudsætning for forsoning mellem de to folk.
Vi må i Danmark med bøjet hoved erkende, at mange af kravene om undskyldninger var velbegrundede, men bestemt ikke alle.
I 1960’erne voksede den grønlandske befolkning, og danske myndigheder frygtede negative sociale og økonomiske konsekvenser.
De mente, at en begrænsning af befolkningstilvæksten var nødvendig for Grønlands udvikling, herunder økonomisk og socialt, mens det modsatte ville betyde, at Grønland ville dumpe ned i den i alle henseender ulykkelige fattigdomsfælde, som mange udviklingslande med befolkningseksplosion netop er dumpet ned i.
Som en del af strategien fik mange grønlandske kvinder opsat spiraler, ofte uden samtykke eller tilstrækkelig information om risici og bivirkninger.
Set med nutidige briller var det givetvis forkasteligt, men dengang var det et udtryk for rettidig omhu. I hvert tilfælde set fra dansk side.
Set fra Grønland ville en befolkningseksplosion nok ikke have været en katastrofe.
Moder Danmark med det store hjerte og ikke mindst ditto pengepung ville jo nok forsørge også den store børneflok.
Og derfor foreligger der nu et yderligere krav i rækken om undskyldninger fra Danmark til Grønland.
Set med nok de fleste danskes øjne bør vi derfor sætte hælene i og stoppe for den uendelige strøm af undskyldninger, som diverse udlændinge stiller krav om. Og i øvrigt støtte den holdning, som grønlænderne selv har: De er ikke danskere.
De bør derfor tage alle konsekvenserne af dette faktum.
Men den nuværende statsminister har vist en mere generøs holdning med at give undskyldninger, end Anders Fogh Rasmussen havde.