Lad os finde ud af, hvem de "påvirkere" er, inden vi smider anstændigheden over bord og sviner USA til

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Elsker danskerne Grønland nok til at acceptere, at grønlænderne kunne blive fristet til at løsrive sig fra fællesskabet? Rækker danskernes kærlighed så langt, at de ville ønske det absolut bedste for landet – uanset om grønlænderne måske selv ville sige: ”Tak for denne gang, men vi har andre planer for vores fremtid”?

Mig bekendt er ægte kærlighed defineret ved at være i stand til at give slip på dem, man holder mest af, når de siger, at de vil noget andet. Det sker ofte i forhold til vores børn f.eks. Sagen er, at man som forælder skal være parat til at se i øjnene, at ens sønner og døtre har lov til at bestemme, når de er myndige.

Grønlænderne har en særlig historisk tilknytning til Danmark og Norden. Det er et faktum, men det kan diskuteres, hvor tæt denne tilknytning er i dag, set i lyset af grønlændernes egne ønsker om mere selvstændighed og selvstyre.

En PET-rapport har ifølge medierne peget på, at der var nogle amerikanere, som havde forsøgt at “påvirke” visse grønlændere om USA’s ønske om at få et tættere forhold til landet.

Rapporten har vakt så meget opsigt, at regeringen indkaldte USA’s chargé d’affaires til et møde med en højtstående embedsmand i Udenrigsministeriet, som formentlig har givet ham en skarp advarsel om, at indblanding i Danmarks eller Grønlands indre anliggender ikke må finde sted.

Hvis disse amerikanere i rapporten var officielle repræsentanter for – eller betalt af – den amerikanske regering, kunne det muligvis være et brud på FN’s regler – især hvis deres mål var at påvirke grønlænderne til at løsrive sig fra det danske fællesskab, dvs. underminere forholdet mellem Danmark og Grønland.

Men hvis de var almindelige amerikanere (private statsborgere), som var i Grønland som turister eller forretningsfolk og ikke repræsenterede den amerikanske administration eller regering – så var de fritstillet til at interagere med grønlænderne, så længe de ikke havde til formål at opildne grønlænderne til at fremme en revolution mod Danmark eller ophæve deres forbindelser med danskerne.

Situationen vakte så meget opsigt i medierne, at jeg forleden i et radiodebatprogram blev beskyldt af en politisk aktivist – og formentlig USA-hader – for at være nærmest landsforræder, blot fordi jeg stemte på Donald Trump ved valget i 2024 og bor her i Danmark!

Han mente, at selv om fakta endnu ikke var kommet frem om, hvem der var involveret i “påvirkningskampagnen” i Grønland, skulle alle Trump-støtter her betegnes som landsforrædere. Og det kom ovenikøbet fra en tidligere spidskandidat for et stort politisk parti til Europa-Parlamentet!

Wow, tænkte jeg; godt at han ikke fik posten i Europa-Parlamentet eller blev dommer ved Den Internationale Domstol i Haag – ellers ville jeg allerede være på vej tilbage i et fly til Amerika.

Det er gået op for mig, at verden virkelig har forandret sig meget, siden jeg var diplomat i Danmark for 20 år siden. Nu kan man næsten korsfæste folk på baggrund af fornemmelser eller ekstreme påstande uden at være i besiddelse af fakta – eller uden selv at have rent mel i posen.

Man siger, at vi ikke kan gå tilbage, og at de “gode gamle dage” blot er en drøm for mange af os, der er oppe i årene, men jeg kan huske de gode gamle dage, hvor pli, dannelse og rimelighed var en fast og urokkelig del af vores samvær.

Vi reagerer for hurtigt i dag og er parate til at slynge retoriske Molotov-cocktails mod hinanden uden den mindste bekymring for andres renommé og rettigheder. Det er bestemt ikke dansk, og jeg nægter at tro, at de fleste danskere er hadefulde og reaktionære eller villige til at give afkald på retfærdighed og fairness.

Lad os finde ud af, hvem de mennesker er, som beskyldes for at være “påvirkere” i Grønland. Hvis de er betalt af den amerikanske regering og havde til formål at være disruptors og anstifte uro, så send dem hjem igen, og nægt dem indrejse.

Hvis de er private statsborgere, så skulle vi måske betragte dem som konkurrenter og se situationen som en markedsføringsopgave – og gøre en ekstra indsats for at bevise over for grønlænderne, at deres bedste ven og deres bedste chance for at tackle fremtidens udfordringer er et tæt og godt samarbejde med det danske folk.

Og at der er amerikanere her i Danmark, der kan ride på to heste på én gang uden at falde i en sump af bebrejdelser og uretfærdige beskyldninger.