Midten er blevet tyndslidt, fordi flere og flere stemmer trækker sig fra politik: De orker ikke at blive svinet til

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I dag er den brede folkelige interesse for politik i krise. Mange melder sig ud, i både overført og bogstavelig forstand. Politikerlede er blevet en udbredt folkesygdom, og debat-“fatigue” rammer flere og flere mennesker, der vover sig ud på de sociale medier. Det æder langsomt, men sikkert af vores tillid til demokratiet.

Politikerlede er selvfølgelig ikke nogen ny ting. Gang på gang oplever vælgerne, at det, der loves højt og helligt under valgkampen, aldrig bliver til noget, der minder om virkelighed. Om det så er en lovet omfartsvej rundt om Struer, bedre mad og hyppigere bad på plejehjemmene eller en 18-års aldersgrænse for omskæring af børn. Når først magten er vundet, champagnen drukket, og konfettien støvsuget op, begynder forhandlingerne, kompromiserne og kovendingerne. Folk mister troen og trækker sig ind i stuen for at se Netflix, fordi Netflix i det mindste er ærlige om, at det hele er opdigtet fiktion.

Oven i det kommer det politiske sprog, der i stadig stigende grad føles som en øvelse i at sige noget uden at sige noget. Alt bliver pakket ind i spin, strategi og tomme fraser. Og som et studie fra Københavns Universitet påpeger, så påvirker “politikertale” borgernes holdninger til politik negativt. Når man nok gange har set en politiker svare på et spørgsmål ved ikke at svare på et spørgsmål, så bliver man ligeglad med både spørgsmål, svar og politiker.

Men det, jeg kalder debat-fatigue eller debat-udmattelse, er et større problem end glatte politikere og dovne massemedier.

For bare få år siden var den politiske midte dér, hvor vi mødtes. Det var stedet, hvor vi kunne være uenige om, hvordan vi skulle løse vores problemer, men stadig enige om, at vi måtte løse dem sammen. At vi skulle nogenlunde samme vej.

I dag er midten blevet tyndslidt, fordi flere og flere almindelige stemmer er begyndt at trække sig. For det er ikke det værd. Ikke det værd at blive råbt ad, udskammet eller hængt ud på sociale medier for en nuanceret mening. Ikke det værd at få trukket ens ord ud af kontekst. Ikke det værd at bruge timer på en debat, hvor ingen lytter, men alle bare venter på at angribe, når de lugter blod.

Og resultatet er, at de højrøstede yderfløje får mere plads, flere likes og flere overskrifter. Det er ikke de mest repræsentative stemmer, der fylder mest, det er ikke det store flertal, men de mest uforsonlige, de vredeste, de mest kyniske. Når midten forsvinder fra debatten, forsvinder det sted, hvor vi finder kompromiser og pragmatiske løsninger.

Demokratiet lever ikke af ekstremerne. Det lever af et stort flertal, som gerne vil mere eller mindre samme sted hen, for alles bedste. Hvor man kan være uenige uden at blive kaldt Hitler eller landsforræder. Hvor man kan kritisere idéer uden at udskamme personer.

Så mens midtervælgere og almindelige borgere trækker sig tilbage til sommerhuset og den nye sæson af ”Stormester”, er det de mest ideologisk hårdkogte, der bliver tilbage. Ikke for at drive politik med ansvar og omtanke, men for at realisere ideologiske projekter, der ofte har mere rod i raseri og narcissistiske drømme end i vores allesammens virkelighed. De interesserer sig mere for at bekæmpe den modsatte fløj med næb og kløer end i at samarbejde for alles bedste.

Et demokrati uden en engageret midte bliver til en kampplads for skrigende ekstremister. Når de moderate stemmer holder kæft, bliver det de højest råbende og radikaliserede, der sætter dagsordenen. Det er på tide, at midten rejser sig fra lænestolen og beder fløjene om at holde kæft og sætte sig ned.