Vis os, hvad det er, vi beder vores børn kæmpe for

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Frihed og demokrati er værd at kæmpe for, men ikke hvilken som helst frihed eller demokrati, og mine børn skal ikke kæmpe for den amerikanske eller israelske version.

Min datter er lige fyldt 17 og kan potentielt blive indkaldt til værnepligt næste år og dermed blive en del af det danske krigsberedskab. Det rykker truslen om krig i Europa meget tæt på. Et er at nikke med til europæiske regeringslederes taler om forsvaret af Europa. Noget andet er at erkende, at det reelt kan betyde, at ens børn skal risikere deres liv.

Selvom vi forhåbentlig lykkes at afværge, at krigen i Ukraine breder sig, vil oprustningen i Europa have konsekvenser for os alle sammen, men det er de yngre generationer, som skal leve længst med de konsekvenser.

Det er en stor pris at betale, men frihed og demokrati er værd at kæmpe for. Eller det burde det være. Lige nu udvikler flere på papiret frie og demokratiske lande sig dog i en retning, der ikke stemmer overens med den opfattelse af frihed og demokrati, som jeg synes, Danmark står for. Det er slemt nok i sig selv, men det værste er, at regeringen er med til at trække Danmark i den samme retning.

For at have modet til at stå fast, hvis det for alvor går galt, kræver det, at vi er sikre på, hvad vi kæmper for. Det påpegede Mette Frederiksen i sin grundlovstale i år, og det kan jeg kun være enig i, men i de seneste par år har der været så stor forskel mellem regeringens ord og handling, at jeg er kommet i tvivl.

På den ene side hører jeg f.eks. Lars Løkke Rasmussen beskrive Danmark som »et af verdens stærkeste samfund med nogle fantastiske værdier. Demokrati. Frihed. Menneskerettigheder«. Et land, som har været med til at opbygge en verdensorden med institutioner som FN, Nato og EU. En »verdensorden, som vores frihed, tryghed og velstand«, ifølge statsministeren, »har hvilet på«, og som nu er truet.

På den anden side er regeringens totale mangel på reel handling i forhold til uhyrlighederne i Gaza ikke blot en skamplet på Danmark og vores fantastiske værdier. Det er også med til at nedbryde den førnævnte verdensorden.

Regeringen er endelig begyndt at fordømme Israel, men det bliver ved ordene. Undskyldningerne er mange, men når den israelske regering i så lang tid uden hæmninger har overtrådt alle regler og med foragt afvist verdenssamfundets appeller og uden nåde fortsat folkedrabet af Gazas befolkning, så er vi nået et punkt, hvor selv den mest komplekse situation bliver meget simpel:

Når vi ikke handler beslutsomt, er vi med til at vise, at det ingen konsekvenser har at overtræde de selvsamme regler, som vores frihed, tryghed og velstand hviler på.

Derfor skal Danmark anerkende Palæstina som stat, selv hvis det kun får symbolsk betydning. Derfor skal Danmark som formand for EU sætte sanktioner mod Israel på dagsordenen. Derfor skal Danmark sætte våbeneksporten til F-35-programmet på pause, selv om vi har købt F-35-fly. Det er en meningsløs undskyldning for ikke at gøre noget, når manglen på handling er med til at nedbryde det, som vi kæmper for. Det kan ikke være rigtigt, at Danmarks værdier skal tages gidsel af USA, som end ikke respekterer vores grænser.

»Det er blevet sagt, at demokratier ofte er langsomme til at træffe de rigtige beslutninger. Mens diktaturer er hurtige til at træffe de forkerte,« sagde statsministeren i grundlovstalen. »Så selv om det en gang imellem tager tid, så lad os blive ved med at træffe de rigtige.«

Kloge ord, men kære regering, I har haft mere end rigelig tid. Nu er det tid til at handle. Vis os, hvad det er, vi beder vores børn kæmpe for, så vi har modet til at stå fast, når det virkelig gælder.