Hvis Ørsted følger SAS, så er vi virkelig på vej ind i Holberg-land

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvad har Peter fra ”Blinkende lygter”, Jørgen Varnæs fra ”Matador” og ”Jeppe på Bjerget” til fælles?

De er alle omtrent lige så hjulpet af deres omgivelser, som de er uduelige til at hjælpe sig selv. For nok giver sus og dus, kokain og baronklæder følelsen af fest og gode tider, indtil virkeligheden rammer som en morgenalarm under tømmermænd – eller et milliardunderskud efter en dårlig investering i USA.

En risiko, som selskabet Ørsted var bevidst om, men som det alligevel valgte at gå igennem med – hvilket selvfølgelig er i selskabets ret. Problemet er bare, at staten blev redningsmand, og nu er 30 mia. af borgernes kroner brugt.

Når man går ind og redder virksomhederne på den her måde, fjerner det alle grunde til, at selskaberne selv overvejer risikoen i sine beslutninger, og ultimativt fjerner det deres ansvar over for dem selv.

Ligesom Jeppe, der gentagne gange hives op fra grøften af sin kone og tilbage til et umyndigt, miserabelt liv, der aldrig udmønter sig i andet end druk og ydmygelse.

”Jeppe på Bjerget” er den danske litteraturs pendant til selskabet SAS, hvor en underskudsforretning holdes kunstigt i live af en række statslige pengeindsprøjtninger, der ikke opnår andet end selskabets overlevelse og fortsatte underskud.

Hvis vi ønsker at undgå endnu et SAS eller endnu en ”Jeppe”, nytter det ikke noget at gentage fejlen med Ørsted.

Borgerne i det her land er ikke indgået i et samfund med hinanden for at udvise kollektiv solidaritet mod milliardselskaber – vi har indgået en samfundskontrakt for at beskytte hinandens rettigheder og passe på de svageste. Derfor er det en katastrofe, når vores penge gang på gang fodres til selskaber som Københavns Lufthavn og SAS. Selskaber, der ikke behøver – og heller ikke skal have noget med staten at gøre.

For det skal ikke ende som Jørgen Varnæs, der bruger sin brors stilling i banken til at undslippe sine pengeproblemer, hver gang han har haft for meget sus og dus. To verdener, der bør holdes adskilte, men som ender i et “Kom ud af fængsel gratis”-kort i sand Matador-stil.

Fortalere for statsligt ejerskab ville pege på, at det er kritisk infrastruktur – men samtlige sikkerhedsforslag, Energistyrelsen selv har anbefalet, kan gennemføres uden. Hvis vi ønsker en grøn omstilling, kræver det modstandsdygtige grønne selskaber, der kan klare usikre vinde og høje renter.

Regeringen skal ikke være dommer, men en facilitator – og det kan man ved at lette selskabsskatten og gøre det nemmere for selskaber som Ørsted og Vattenfall at betale af på deres renter. Ellers kan man forebygge flaskehalse i energinettet ved at øge investeringen i grøn infrastruktur – men staten skal stoppe med at brænde penge af på selskaber.

For så undgår vi endnu en Peter, der kun overlever, fordi Torkild og de andre hele tiden hiver ham op af grøften, som det ses i filmen ”Blinkende lygter”. I stedet får vi historien, hvor Torkild sætter ham på afvænning, og Peter selv finder fodfæstet og bliver i stand til at bære sin del for forretningen.