Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Stop jeres uforståelige speedsnak

Tal dog, så vi kan forstå det!

Hans Jørgen Vognsen, læge, Silkeborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Måke du har oblemer med a ortå die æninger, men jeg kan røe dig med, a det nar bliver bedre. Problemet med at forstå de indledende sætninger opstår, fordi jeg har fjernet nogle konsonanter. F,s,p,t og sh er konsonanter med højfrekvent lyd, som typisk forsvinder selv ved mindre høretab.

Præcis samme udfordring har mange danskere, når de forsøger at forstå, hvad der bliver sagt i visse danske film og i nogle tv-udsendelser. Det er en meget energikrævende proces, hvor man ofte gætter, hvad der bliver sagt.

Nogle forsvarer det hurtige, utydelige sprog med, at det skal lyde så naturligt som muligt og slet ikke som ”Matadorsprog”. Men meningen med at lave en talefilm eller en tv-udsendelse er vel, at sproget umiddelbart skal forstås og ikke tekstes. Tænk, hvis man udgav en roman på dansk med så utydelig en tekst, at en samtidig udgave med læselig tekst var nødvendig.

Jeg er i tvivl, om producenter af film og tv-stykker er klar over omfanget af problemet, og at det medvirker til at udelukke et stort befolkningssegment fra den kollektive kulturelle identitet, som hentes via film og tv.

Heldigvis er der en mellemvej mellem ”Matadorsprog” og utydelig speedsnak, som ville forbedre film- og tv-oplevelsen for et stort antal danskere, og en ændring i den retning er vel ikke et urimeligt krav, når det handler om et skattefinansieret tv?

Artiklens emner
Sprog