Vi bliver kaldt en højtråbende forældremafia – men se os i stedet som en magtesløs gruppe, der prøver at gøre oprør

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En folkeskole i Hvidovre har holdt stormøde om elevernes skærmbrug og foreslået frivillige kontrakter, der kan begrænse børns digitale liv. Det har udløst heftig debat.

Jeg ville selv skrive under på sekundet, hvis min søns skole tilbød en sådan aftale. Men forstå en ting: Jeg er ikke ude på at bestemme, hvad andre børn må i deres fritid. Jeg er en magtesløs forælder, som ikke aner, hvordan jeg skal kæmpe imod techgiganternes indtog i mine børns liv.

Jeg synes egentlig også, at det virker komplet vanvittigt, at vi skal lave en fælles kontrakt for, hvornår vores børn må få smartphones og sociale medier. Men jeg tror desværre, det er nødvendigt.

Jeg er så heldig, at mine børn stadig er så små, at de ikke aner, hvad et socialt medie er – og hvilket altopslugende, kommercielt og manipulerende univers de forskellige platforme kan trække dem ind i.

Det vil jeg gerne holde fast i mange år endnu. Ikke fordi jeg er en form for teknofob (jo, måske lidt), men fordi jeg interesserer mig for, hvilken påvirkning sociale medier, skærme og smartphones kan have på vores børn og det fællesskab, de er en del af. Jeg tror, de fleste er med på, at det ikke just er opløftende tal.

Trivselskommissionen anbefaler, at børn bør vente med smartphones og sociale medier, til de er minimum 13 år. Det er også den aldersgrænse, som flere af techgiganterne opererer med. Noget, de i øvrigt er fuldstændig inkompetente til at føre kontrol med. En undersøgelse fra Børns Vilkår viser, at næsten halvdelen af danske børn har en profil på et socialt medie, før de fylder 10.

94 pct. har, inden de er 13 år. Samtidig viser en helt ny analyse fra Wilke, at børn i gennemsnit får deres første telefon, når de er 8,2 år, og at det i de fleste tilfælde er en smartphone.

Det bærende argument imod at indføre frivillige kontrakter er, at børn og unges skærmbrug og sociale medier er forældrenes ansvar. Men er vi enige om, at ovenstående tal viser, at kun ganske få lever op til det ansvar?

Flere mener, at det er et socialt pres at skrive under på en kontrakt. Det er jeg nok enig i. Men det er sørme også et pres at opleve klassekammeraterne begynde at få smartphones og sociale medier, længe før de er gamle nok – og så stå fast og nægte det til sine egne børn.

Os forældre, der kunne overveje at skrive under, vi er ikke nogen mafia, som vi bl.a. er blevet kaldt af en debattør i et andet dagblad. Vi er totalt magtesløse, vi er bekymrede, og vi er lykkelige for, at nogen endelig begynder at tage et ansvar, når myndigheder og lovgivning ikke gør.

Jeg ser børn i indskolingen gå helt duknakkede gennem skolegården med smartphonen klistret til deres små hænder. De ville ikke ane, hvis de var på vej ind i en lygtepæl. I skolebussen, fortæller min søn, sidder stort set alle børn og kigger ned i deres telefon.

Er det ikke synd? Er det ikke absurd? Er det ikke ødelæggende for vores børns relationer og samvær? Små børn ser op til større børn – og det, de ser, er, at de fleste har en smartphone i hånden. Det sætter en standard og skubber brugen af smartphones tidligere og tidligere ind i børns liv.

Jeg har læst en debattør mene, at det minder ham om DDR, når skolebestyrelser diskuterer retningslinjer for børns skærmbrug. Men for mig minder det om noget andet: et opgør. Et opgør, hvor mange ikke længere vil acceptere, at techgiganter får lov til at diktere, hvordan vores børn bruger deres tid, skaber relationer og opfatter sig selv.

Så jo, vores børns skærmbrug og adgang til sociale medier er vores ansvar som forældre. Men det er naivt at tro, at hver enkelt familie kan løse et problem, der er strukturelt, globalt og drevet af milliarder af kroner. Derfor er det både modigt og nødvendigt, når folkeskolen baner vej for en seriøs samtale om vores børns digitale liv.