Proppen må sættes i universiteternes smuthul til det danske samfund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det pibler ind i Danmark med udenlandske studerende. Særligt fra Bangladesh og Nepal, der kommer til Danmark for at studere, men med sig har et ønske om at arbejde og i øvrigt en ægtefælle, der vil det samme.

Det har bl.a. Berlingske hen over sommeren afdækket. På blot to år er antallet af udenlandske studerende der kommer til Danmark fra Nepal og Bangladesh næsten tredoblet. Hovedparten har samtidig medfølgende familie med til Danmark.

Kommer man hertil for at studere, skal man netop det. Men meget tyder på, at de studerende har begrænsede færdigheder, er en belastning for studiemiljøet og i virkeligheden mest kommer for at udnytte muligheden for at arbejde – uden om de krav, der sædvanligvis gælder for at kunne komme til Danmark for at arbejde.

En ting, der virker hovedrystende for os, er, at uddannelsesinstitutionerne tilsyneladende lader det ske med åbne øjne.

Godt nok er der strammet op på kravene til enkelte uddannelser. Men det er virkelig vanskeligt at forstå, hvordan RUC f.eks. kan tillade, at en sjettedel af deres nyoptagne kandidatstuderende er fra Bangladesh.

Sover ledelsen på RUC i timen, eller vender man det blinde øje til et fænomen, som giver penge i kassen for det enkelte universitet, men som samtidig er en smutvej ind i Danmark uden om de almindelige regler?

Også på Syddansk Universitet er antallet eksploderet. På fire år er antallet af studerende fra Bangladesh steget med over 300 procent.

Studerende fra Bangladesh er nu kun overgået af tyskere i at være den største gruppe internationale studerende på universitet.

Hvordan det ikke har fået advarselslamperne til at blinke på ledelsesgangen, fatter vi ikke. Man kan også undre sig over, at studerende, som angiveligt knap taler engelsk, overhovedet kan blive optaget på universiteterne.

På Syddansk Universitet har man kunnet konstatere, at trods pæne papirer er der mange af de studerende fra Bangladesh, som ”mangler centrale akademiske kompetencer og sproglige forudsætninger for at kunne gennemføre en universitetsuddannelse i Danmark”.

Når det samtidig åbenbart er blevet en populær forretningsstrategi for bureauer at hjælpe unge fra Bangladesh ind på studievisa i Danmark, er det svært ikke at fatte mistanke om, at noget er galt her.

Derfor er det også fornuftigt, at Uddannelses- og Forskningsministeriet nu undersøger, om de udenlandske studerende er kommet ind på et fair grundlag.

Vi har netop før sommerferien lukket et lignende hul på ikke-statsanerkendte uddannelser, hvor det nu er slut med at arbejde under opholdet, ligesom det er slut med at medbringe ægtefælle eller familie. Her var mistanken den samme: De kommer for at arbejde, ikke studere.

I Venstre bakker vi op om, at udenlandske studerende kan komme til Danmark, ligesom det er en gevinst for Danmark, når vores egne unge rejser ud i verden og bliver klogere. Men det er svært ikke at få den mistanke, at ordningen herhjemme bliver misbrugt som et smuthul til det danske arbejdsmarked og medfølgende goder. Det smuthul skal lukkes i en fart.