Behovsudsættelsen er under pres, når algoritmen vil have dine børn til at købe Dubai-chokolade i går og en Labubu i morgen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det har ikke taget lang tid at skrive dette indlæg. Alligevel måtte jeg, allerede inden jeg nåede til slutningen, opdatere eksemplerne, fordi trendsene havde skiftet igen. Bare i løbet af det seneste år har Dubai-chokolade, Crocs med ”jiblets” på toppen, Stanley-kopper, Prime, Mini-Uggs, Adidas Samba-sko og senest Labubu-figurer været på listen over musthaves i skolegården.

Og også vi voksne falder for trends. Espressomaskinen, du var sikker på, du ville få brugt hver morgen, der nu samler støv i hjørnet. Airfryeren, der nu står bagerst i bryggerset. Og næste år forudser jeg at kunne finde en racercykel eller to billigt til salg på DBA.

Forbrugstrends er ikke noget nyt, men tempoet er steget markant. Da jeg selv var ung, var det Walkman og Swatch-ure – og du husker sikkert Buffalo-sko, Tamagotchi eller Gogos-figurer. Dengang kunne en trend vare en hel sæson, måske et helt år. I dag kan en hype både fødes og lægges i graven inden for en måned.

TikTok-feedets algoritme med sit endeløse flow af unboxing-videoer, ”try-ons” og ”hauls” fodrer konstant vores børn med nye musthaves, og det kan nemt skabe en følelse af, at “alle de andre har”, selvom det i virkeligheden ofte slet ikke er tilfældet.

For voksne er det at misse en trend som regel bare et fravalg af noget, vi kunne have købt. Måske ærgrer vi os kortvarigt over ikke at have prøvet en ny gadget eller fulgt med i en bølge. Men vi risikerer ikke at blive udelukket fra frokostpausen på arbejdet, fordi vi ikke har den nyeste Stanley-kop eller en bestemt type sneakers.

For børn og teenagere kan manglen på det nyeste føles som at stå udenfor. Og når en ny ting pludselig betragtes som adgangsbilletten til fællesskabet, kan det være svært at sige nej – også selvom prisen løber op.

Nye shoppingapps som Temu og Shein sætter vores – og ikke mindst vores børns – beherskelsesevne under pres. Som rene dopaminmaskiner manipulerer de os gennem gamification, belønningsloops og “falske” tidsbegrænsede tilbud, der lokker til køb, før vi når at tænke os om. Som voksne kan vi indimellem gennemskue den skruppelløse forretningsmodel, men børn og unge er langt mere sårbare. Når belønningen for et impulsivt køb falder øjeblikkeligt, er tilfredsstillelsen kun et klik væk.

Og det er her, min bekymring for alvor melder sig: Hvis vi lader algoritmerne diktere tempoet og indholdet af vores børns ønsker, forsvinder evnen til at vælge med omtanke, prioritere og spare op, før den overhovedet er blevet opbygget.

Det er ikke kun et spørgsmål om at undgå et par fejlkøb i skolegården. Når børn ikke får trænet evnen til at vente og prioritere, kan det få konsekvenser langt ind i voksenlivet.

En analyse fra Finans Danmark viser, at en fjerdedel af de unge mellem 18 og 35 år føler sig pressede på økonomien. Næsten 4 af 10 med en presset økonomi har følt skam dagligt eller flere gange om ugen, og for godt hver fjerde har det forhindret dem i at deltage i sociale arrangementer.

Derfor er det nødvendigt at hjælpe vores børn med at øve behovsudsættelse i små, overskuelige skridt. Det kan være at spare op til noget, de ønsker sig eller vente til fødselsdag med at få det i en gave. Uanset er det også godt at tale sammen om, hvad der er et “vil gerne have” og et “har brug for”.

Det handler ikke om at tage alt det sjove og spontane ud af barndommen, men om at give børn og teenagere den modstandskraft, de har brug for i en verden, hvor fristelserne aldrig holder pause. For der kommer altid en Labubu og en sporvogn til.

Trends kommer og går, og nogle gange er vi lige hurtige nok til at hoppe med på en bølge, vi ender med at fortryde allerede kort tid efter, når noget nyt trender. Men evnen til at vente – at vælge til og fra med omtanke – er en gave, børn kan bruge hele livet.