Billige bøger skaber ikke læselyst
Det er naivt at tro, at læselysten automatisk stiger, fordi momsen på bøger falder væk.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er en glad kulturminister, der vil fjerne momsen på bøger. Formålet er, at flere skal få lyst til at læse og købe bøger. For mig virker det naivt at tro, at læselysten automatisk stiger, fordi momsen på bøger falder væk.
Diverse organisationer i ”bogbranchen” har de seneste dage kørt en kampagne om, at vi i Danmark har den højeste bogmoms. Det er rigtigt, men vi har høj moms på alle varer. Den høje moms er med til at finansiere det velfærdssamfund, som er ret unikt i forhold til de fleste lande i verden.
Det er, som om tilhængerne af de momsfri bøger tror, at der i befolkningen er en enorm læselyst, som desværre ikke kan tilfredsstilles, fordi bøgerne er så dyre.
En nyligt offentliggjort undersøgelse af læselysten hos alle børn og unge i Rudersdal Kommune viser, at efter 4. klasse bliver læselysten mindre og mindre. Årsagerne er mange, men den manglende lyst til at læse bøger hænger til dels sammen med den lette adgang til smartphones, iPads og sociale medier, som er utroligt gode til at tage vores opmærksomhed – unge som gamle.
At momsen på bøger skulle afholde nogen fra at kunne få fat i en bog, er en påstand, som efter min mening er resultatet af dygtigt lobbyarbejde fra bogbranchen.
Gå i en hvilken som helst genbrugsforretning og se, hvor mange gode romaner du kan købe for det, en caffe latte to-go koster.
Vi vil sikkert se faldende priser på bøger det næste stykke tid, men når Helle Helle skriver en ny roman, hvad skal den så koste? Det samme som den sidste roman – fratrukket moms.
Måske, men hvis Helle Helles nye roman er 50 sider længere end den sidste, så kan den vel godt koste lidt mere.
Min opfordring til kulturministeren og de partier, der går ind for momsfri bøger, er: Brug pengene på bibliotekerne, sæt gerne biblioteksafgiften op, så forfatterne kan tjene lidt mere, og brug resten af pengene på efteruddannelse af dansklærerne i folkeskolen. Det tror jeg vil give større læselyst end billigere bøger.