Du skal ikke give aben videre, Mette
Danmark burde holde sig for god til at søge dispensation til fortsat minkavl.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kære Mette Frederiksen. Ved siden af enhver succesfuld mand står som bekendt en klog kvinde. Derfor tillader jeg mig at henvende mig til dig, da jeg mener, at din minister Jeppe Bruus har brug for en klog kvindes hjælp til at se klart i den verserende sag om mink i bure i Danmark.
Som du ved, så har EU netop vedtaget, at minkproduktion fremover (desværre først fra 2027) skal være forbudt i hele EU. Det skal være forbudt at holde mink i bure. Det er der en grund til. Nemlig den, at mink i bure lider. At det er dyremishandling og uetisk at holde mink i bure. Ikke desto mindre stemte Danmark, helt uforståeligt for de fleste, nej til forslaget.
Da forslaget fik overvældende flertal, og minkene vandt, søger Danmark nu mod al sund fornuft og god dyrevelfærd om dispensation og vil have en særordning.
Hvor er det grusomt, at vi har lovgivere siddende, som stik imod flertallet i Danmark og EU vil søge om en særordning til dyremishandling. Og det ovenikøbet efter at Danmark har vedtaget at udbetale omkring 12,7 mia. (!) kr. i kompensation til minkavlere og følgeerhverv i forbindelse med nedlukningen af minkindustrien.
Dyr er totalt prisgivet os mennesker, og alle ved, at dyr er sansende og følende væsener, som naturligvis ikke skal udsættes for unødvendig lidelse. Derfor skal vi med vores menneskelige intellekt behandle alle dyr kærligt og værdigt og sørge for, at de har det bedst mulige liv.
Alt andet er primitiv opførsel. Og de, der alligevel handler imod denne indlysende logik, er enten styret af magt, penge eller en lyssky aftale.
Jeg ved af gode grunde ikke, hvad Jeppe Bruus er oppe imod i denne sag, men det må være stærke kræfter, der gør, at han ikke tænker klart og lader sund fornuft vige for et udefrakommende pres. For det kan ikke være en minister for grøn trepart, der har den holdning til dyrevelfærd og statens penge.
Så min appel til dig, Mette Frederiksen, er at hjælpe din minister til at forstå, at den dispensationsansøgning naturligvis skal trækkes tilbage, ligegyldigt hvad grunden er til, at den overhovedet er kommet på bordet.
Jeg håber på dyrenes vegne og Danmarks ry ude i verden, at du vil lade den kloge kvinde hjælpe Jeppe med at tænke klart og få ham til at handle ud fra de fleste danskeres og EU-borgeres ønske om at stoppe al minkproduktion.
Jeg har naturligvis også skrevet til Jeppe, men han har ikke svaret, og jeg forventer ikke, at min henvendelse vil ændre hans holdning. Jeg tænker, at der skal mere til. Derfor tillader jeg mig at ty til den kloge kvindes styrke og fornuft.