Hvorfor er vi så ivrige efter at give vores kultur det hvide snit?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

AI er på alles læber og snart også på eller i alles hjerner – og derved mister vi evnen til at reflektere. Det er ikke kun individbaseret, men rammer fællesskabet og samfundet; med et ukritisk overforbrug af AI giver vi vores kultur det hvide snit. Hvorfor overhovedet kæmpe for åndsfrihed, dannelse og duliggørelse, hvis vi dovent forlader os på, at AI løser alt for os? Hvorfor og hvornår har vi mistet tilliden til den menneskelige tænkning? Den ukritiske brug af AI er som at udføre det hvide snit på sig selv.

Er AI den frelser, som menneskeheden sukker efter? Personligt mener jeg, at den kunstige intelligens og al dens væsen er noget, vi bør være utroligt kritiske over for, hvis ikke ligefrem forsage som en fristelse, der lover guld og grønne skove, men slet ikke kan indfri løfterne.

AI har mange muligheder, og det står klart, at inden for visse videnskaber og arbejdsområder giver det mening at anvende AI som et redskab. Men inden for åndsvidenskaberne, inden for tænkning og refleksion, inden for væren i verden, der kan AI ikke hamle op med det mellemmenneskelige eller medmenneskelige. AI har ingen fornemmelse for erfaring; den kan ikke føle en negativ/positiv oplevelses betydning for livet som sådan. Den er ikke bundet af de etiske og moralske tanker, vi tillægger det menneskelige væsen.

Som følge af corona-isolationerne led især de unge alvorligt af sociale afsavn, der gav dem ar på krop og sjæl. De blev skærmet bag skærme; det var misforstået hensyn, og vi skylder dem en undskyldning. Vi overlod dem naivt til det ukendte. Falder man i at doom scrolle (dvs. være opslugt af de (a)sociale medier i timevis/dagevis), sker der påviselige negative ændringer i såvel humør som i fysik og psyke.

På det seneste har der været flere artikler i landets aviser om de positive (bi)virkninger ved at adskille menneske og mobil; en digital detox eller faste. Der ligger noget i det rent biologisk-mellemmenneskelige, der ikke kan eller bør erstattes af skærme, som ikke kan opvejes af AI. Den er ikke en fortrolig ven, der ukritisk kan vejlede os til et bedre liv. Tværtimod er den lumsk, som erfaringer har vist rundtom i verden. Men hvorfor er vi så kåde efter at underkaste os maskinen?

AI som redskab er ikke bæredygtigt, hverken mht. forbruget af naturlige eller menneskelige ressourcer. Hvornår tager vi selvreflektionen tilbage fra maskinen? Hvornår sætter vi os op imod overforbrugets fordummelse og forhærdelse?