Regeringen og en bovlam opposition underminerer demokratiet i kampen for at beskytte det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regeringens nye lovforslag om at fremskynde militære anlægsprojekter giver forsvarsministeren magt til at sætte 10 centrale love ud af kraft. Med ét slag kan offentlighed, borgernes klageadgang og faglige høringer fjernes, hvis ministeren vurderer, at et bygge- eller anlægsprojekt tjener »væsentlige nationale forsvarsformål«. Det lyder som et plot fra et autoritært land. Men det er Danmark anno 2025.

Ironien er tyk: Vi indfører en lov for at beskytte os mod stater med tvivlsomme demokratiske traditioner – ved selv at underminere vores egne demokratiske principper. I Rusland behøver man ikke vente på høringssvar. Skal vi lade det være forbilledet for dansk lovgivning?

Advokatsamfundet og en lang række eksperter advarer. Justitia påpeger, at vi skaber et lukket kredsløb af magt, hvor regeringen selv bestemmer, hvornår retsgarantier tilsidesættes. Danmarks Naturfredningsforening kalder forslaget en carte blanche til at ødelægge natur og miljø. Og Danske Advokater efterlyser en reel domstolsprøvelse, så vi kan sikre, at det faktisk er nødvendigt at tilsidesætte lovgivning. Men regeringen insisterer – og oppositionen halser bagefter i kapløbet om at fremstå mest regeringsduelig. Hvor er modet til at sige fra, når demokratiet udhules?

Det mest problematiske er, at det ikke længere er Folketinget eller domstolene, men én enkelt minister, der får magten til at bestemme, hvornår centrale love og rettigheder skal sættes ud af kraft. Dermed koncentreres magten på en måde, der bryder med grundlæggende demokratiske spilleregler. Hvem skal kontrollere, om ministerens afgørelse er nødvendig? Når der ikke er offentlighed, klageadgang eller uafhængig prøvelse, risikerer vi, at beslutninger træffes bag lukkede døre – uden borgernes og demokratiets værn.

Forslaget rummer en såkaldt solnedgangsklausul i 2029. Men den er en gummiparagraf – projekter sat i gang kan fortsætte langt ind i 2030’erne. Med andre ord: Solen går næppe ned.

Alternativet vil ikke stå i vejen for nødvendige projekter, som styrker Danmarks forsvar og beredskab. Men vi kan ikke acceptere, at man gør det ved at ophæve årtiers miljølovgivning og borgernes retssikkerhed. Der er masser af muligheder for at sikre, at loven ikke undergraver de danske demokratiske værdier, som vi bør værne om. Vi har allerede erfaringer, f.eks. fra brintinfrastrukturaftalen og energiaftalerne, hvor det lykkedes at skabe hurtigere processer uden at fjerne klagemuligheden. Man kan flytte bemyndigelsen fra én minister til Folketinget. Hvorfor vælger regeringen ikke den vej? Og hvorfor lægger oppositionen ikke pres på regeringen?

Det er i krisetider, vi for alvor tester vores demokrati. Og vores svar kan aldrig være at afskaffe det, vi ønsker at forsvare.