Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Statiner redder liv – men skræmmekampagner risikerer at koste dem

Dødeligheden af hjertesygdom er mere end halveret de seneste tre årtier, og antallet af blodpropper i hjertet er faldende. Statiner har spillet en afgørende rolle i denne udvikling.

Gunnar GislasonForskningschef i Hjerteforeningen, professor i kardiologi og kardiovaskulær epidemiologi, Københavns Universitet, og overlæge, Afdeling for hjertesygdomme, Herlev og Gentofte Hospital
Jens Flensted LassenFormand, Dansk Cardiologisk Selskab, lærestolsprofessor i kardiologi, Syddansk Universitet, og ledende overlæge, Medicinsk Afdeling B, Odense Universitetshospital
Ann-Dorthe ZwislerFormand, Dansk Cardiologisk Selskabs arbejdsgruppe for præventiv kardiologi og rehabilitering, professor i palliation, rehabilitering og forebyggelse, Københavns Universitet, og overlæge, Klinik for lindrende behandling, Rigshospitalet, samt 26 professorer i kardiologi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I den seneste tid har statiner – den mest anvendte kolesterolsænkende medicin – været genstand for debat i medierne og senest her i Jyllands-Posten.

Sundhedsstyrelsen har advaret mod mulig overbehandling, og enkelte forskere har sat spørgsmålstegn ved, om mange patienter overhovedet har gavn af behandlingen.

Det er helt legitimt at diskutere, hvordan vi bruger medicin bedst muligt. Men når debatten fremføres unuanceret, kan det skabe utryghed og i værste fald få patienter til at stoppe brugen af livsvigtig medicin. Det vil være et tilbageskridt for danskernes hjertesundhed.

Statiner – sammen med livsstilsændringer – er hjørnestenen i forebyggelsen af hjerte-kar-sygdom. Effekten er veldokumenteret gennem årtier: Medicinen reducerer risikoen for blodpropper og for tidlig hjertedød betydeligt.

Resultaterne kan aflæses på befolkningsniveau. Dødeligheden af hjertesygdom er mere end halveret de seneste tre årtier, og antallet af blodpropper i hjertet er faldende. Statiner har spillet en afgørende rolle i denne udvikling – side om side med bedre akutbehandling og øget fokus på livsstil.

For de fleste patienter er statiner en sikker og billig behandling, som tåles godt. Nogle oplever bivirkninger, men i de fleste tilfælde kan de håndteres ved at skifte præparat eller justere dosis. I praksis lykkes det at fastholde størstedelen af patienterne i behandling.

Det er korrekt, at den absolutte effekt er størst hos patienter med kendt hjertesygdom eller høj risiko, men også for andre grupper kan gevinsten være betydelig. At reducere behandlingen til at være »skadelig for raske« er en forenkling, som ikke afspejler den samlede evidens.

Livsstilsændringer er afgørende, men de kan ikke stå alene. Mange patienter – særligt dem med arveligt forhøjet kolesterol – kan ikke spise eller motionere sig til de nødvendige værdier. Her er medicin en forudsætning for at reducere risikoen.

Det betyder ikke, at vi skal behandle ukritisk. Tværtimod skal vi hele tiden tilpasse indsatsen til den enkeltes risiko og behov. Men vi må ikke glemme, at fravær af medicinsk behandling kan have langt mere alvorlige konsekvenser end at tage en tablet dagligt.

Vi har som sundhedsprofessionelle, forskere og myndigheder et fælles ansvar for at sikre, at debatten om forebyggelse er baseret på fakta og nuancer – ikke frygt.

Statiner er ikke en mirakelkur, men de er en af de mest veldokumenterede og effektive behandlinger i moderne medicin.

Hvis vi undergraver tilliden til denne behandling med skræmmekampagner og udokumenterede påstande, risikerer vi at sætte årtiers fremskridt over styr. Det har hverken patienter, pårørende eller samfund råd til.