Kammeradvokatordning koster dyrt. Også for retssikkerheden
Gør som i Norge: Etablér en regeringsadvokat, som tager sig af statens opgaver, i stedet for den nuværende kritiserede ordning.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Statens brug af Kammeradvokaten og det monopol, det private advokatfirma Poul Schmith har haft i 87 år, er ikke kun en dyr løsning, den går også ud over retssikkerheden for dem, der betaler regningen – nemlig borgerne i det her land.
Derfor var det en befrielse at læse Preben Bang Henriksens indlæg i Jyllands-Posten, hvor han endnu en gang utrætteligt slår på tromme for, at statens brug af juridisk rådgivning skal liberaliseres. Ligesom Venstre og regeringen i øvrigt har indskrevet i regeringsgrundlaget.
Så meget desto mere undrer det, at regeringen stadig ikke har fundet ud af, hvordan den vil liberalisere statens brug af juridisk rådgivning, på trods af at dens egen ekspertgruppe tilbage i december anbefalede netop det.
I Danske Advokater betvivler vi ikke Poul Schmith/Kammeradvokatens faglighed, og med Preben Bang Henriksens ord forstår vi godt, at embedsværket holder af deres loyale samarbejdspartner. Men det er hverken rimelig brug af skattebetalernes penge eller rimelig retsstilling, når selv samme borgere skal op imod staten, at finansieringen til statens juridiske rådgivning kan synes som et bundløst kar.
I medierne har vi kunnet læse, hvordan borgeres advokater bliver bevilliget langt mindre beløb til en retssag end Kammeradvokaten på sin side har mulighed for at sætte timer til.
Nuvel, lang tid har det lydt, at timeprisen hos Poul Schmith for staten er lavere end hos andre private advokatvirksomheder, men hvad nytter det, hvis der sættes tre advokater til at løfte hver en sten i en sag set fra statens perspektiv?
Det vil og kan mange private advokatvirksomheder byde ind på, og det er til et langt lavere og mere ligestillet timeforbrug, hvis man følger det gode eksempel fra Norge, hvor man har etableret en regeringsadvokat – i Norge kaldet en statsadvokat.
En regeringsadvokat vil sikre, at nødvendig juridisk viden fastholdes i ministerier og styrelser. Samtidig vil den kunne vurdere, om det overhovedet er nødvendigt at føre en sag mod en borger eller en virksomhed – f.eks. i skattesager, hvor staten i dag ofte bruger store ressourcer på retssager mod borgere og virksomheder, der allerede har vundet i første instans.
En regeringsadvokat vil dog ikke stå alene. Ved at udbyde øvrige juridiske opgaver kan staten drage fordel af markedets brede ekspertise og undgå afhængighed af én enkelt aktør.
Denne tilgang vil skabe en mere dynamisk og konkurrencedygtig model, hvor kvalitet og pris kan benchmarkes på lige vilkår – præcis som staten gør med alle andre større indkøb.
Ifølge en opgørelse fra GRACE Public Affairs mangler regeringen at gennemføre 18 af 322 tiltag – svarende til 6,6 pct. Den procentdel kan komme endnu længere ned, hvis regeringen får truffet en beslutning vedrørende statens brug af juridiske ydelser.
Det skal dog være på denne side af nytåret, hvis skalpen skal tages hjem, for Kammeradvokatordningen har en opsigelsesfrist på et år med udgangen af 2025. Med andre ord kan regeringen stadig nå at indfri sine egne ambitioner.