Efter at have oplevet det bratte farvel til minkfarmen blev politik min kamp. Jeg vil ikke acceptere kortsigtede løsninger med fatale konsekvenser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Så blev jeg sådan en, der tog fri fra arbejde for at tale med vores statsminister, Mette Frederiksen.

Det stod ikke lige i mit horoskop for fem år siden, at jeg skulle kaste mig ind i politik. Men da vores liv blev så voldsomt påvirket af politiske beslutninger, valgte jeg at tage kampen op – for at få mere styring over vores eget liv. Og for at give danskerne mere selvbestemmelse i deres hverdag.

Tilbage til dengang: Jeg gik højgravid, mens min mand, Bjørn, arbejdede i døgndrift ude på minkfarmen, som han drev sammen med sin far. Frygten for smitte gjorde, at han tog sig af dyrene alene – og at vi sendte vores tre børn hjem til bedstemor og far. En meget tung beslutning.

Da jordemoderen samme dag sagde til mig, at Bjørn ikke måtte komme med til fødslen, fordi han var minkavler, svarede jeg: »Så skal du forberede dig på en uplanlagt hjemmefødsel – for Bjørn skal med.«

Efter dage med frustration og tårer fik vi grønt lys – men kun hvis Bjørn hver dag kunne fremvise en frisk negativ test. Så efter 12-16 timers arbejde på farmen, satte han sig i bilen og kørte en halv time frem og tilbage til testcenteret. Hver eneste dag.

Reglerne blev strammere, farme blev smittede, og dagen inden min termin besluttede vi at starte aflivningen. Den 4. november kom pressemødet: Alle mink skulle slås ned.

Det blev en kaotisk tid. Mange gode folk hjalp os, og vi brød forsamlingsforbuddet i frokoststuen, mens der blev arbejdet effektivt udenfor. Og stadig – hver aften – kørte Bjørn til testcenteret.

Selv om det var vores fjerde barn, gik jeg over tid. Måske kunne han mærke presset? Den 12. november kom Lauge endelig til verden.

Jeg husker, jeg vækkede Bjørn tidligt om morgenen og sagde: »Hvis du skal have ordnet det sidste, inden vi skal afsted, så er det nu.« Det var ellers planlagt som den sidste dag med aflivning – den måtte vente til dagen efter.

Lauge kom med ud på minkfarmen i barnevogn under et døgn gammel. Det blev hans første og sidste tur.

Så var minkeventyret slut. Et livsværk – 30 år for min svigerfar og en drøm for Bjørn – revet væk på få dage.

Jeg har siden sagt, at alle minkavlere burde få en baby i armene bagefter. For det giver perspektiv: Vores børn havde brug for os, for at vi kunne fungere, for at vi kunne se fremad. Derfor valgte vi ikke at starte op igen. Mange års avlsarbejde spildt – men nogle kampe er umulige at vinde.

Politikken blev min kamp. Jeg vil ikke acceptere kortsigtede løsninger med fatale konsekvenser. Jeg vil arbejde for, at mennesker får mere medbestemmelse i deres hverdag.

Og det bringer mig til i dag – til mødet med statsministeren. Jeg tog tilløb til at sige det, for hun er jo egentlig årsagen til, at jeg startede i politik. Som to modpoler på en magnet.

Jeg spurgte: »Kan vi ikke vende alle de tomme minkfarme til noget positivt? Over hele landet står tusindvis af hektar med forladte minkhaller, også vores. Kan vi ikke bruge dem til at plante skov og skabe ny natur til gavn for klimaet – og for kommende generationer?«

Mette Frederiksen var ikke afvisende over for idéen. Hun lovede at tage den med videre.

Jeg ønsker, at mine børn – og måske engang mine børnebørn – kan gå tur i en skov, som står dér, hvor en minkfarm engang lå. At de kan sige: »Bedstemor og far vendte noget voldsomt til noget godt.«

For mig er det politik. At tage svære erfaringer og forvandle dem til håb, handling og løsninger, der gør hverdagen bedre for os alle.