Regeringen har lovet 100.000 ha urørt skov – men hvad nytter det, hvis den ikke bliver vild?
Hvis vi griber chancen nu, kan Danmark blive et foregangsland for, hvordan man skaber vild natur i et intensivt opdyrket land. Hvis vi ikke gør, risikerer vi at spilde en historisk mulighed.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringen har lovet 100.000 hektar ny urørt skov som en del af den grønne trepartsaftale, der rundede sit første år lige før sommerferien. Urørt skov betyder, at træerne ikke bliver fældet, og at skoven ikke bruges til produktion – naturen får lov til at passe sig selv. Det lyder umiddelbart som en stor sejr for naturen. Men hvad hjælper det, hvis skovene ikke bliver vildere og rigere på liv?
Kort efter at aftalen blev vedtaget, sagde ministeren for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, at vi skulle plante en milliard træer for at nå målene. Det lyder imponerende, men når det handler om biodiversitet, er det ikke antallet af træer, der er afgørende. Det er kvaliteten. Skovens biologiske værdi afhænger af, hvordan den får lov at udvikle sig, hvor den placeres, og om de naturlige processer får lov at udfolde sig.
Hvis vi vil vende tabet af arter, skal vi sikre, at de nye urørte skove bliver vilde – ikke bare tilplantede områder med tætstående træer.
Trepartens støtteordning prioriterer først og fremmest skovrejsning i områder, hvor der er stort behov for at reducere kvælstofudledning. Dernæst vægtes områder, hvor der er behov for at beskytte drikkevandet. Det betyder i praksis, at de nye skove udvælges efter hensyn til vandmiljø og drikkevand – ikke efter, hvor de kan gøre mest gavn for dyr og planter på land. Et tredje erklæret formål er, at de nye urørte skove skal optage CO2 og dermed afhjælpe klimaforandringer. Med andre ord bliver de nye skove i høj grad tænkt som et værktøj til at dæmpe vores forurening – ikke til at skabe plads til natur.
Det er i sig selv vigtige indsatser. Danmark har massive problemer med kvælstof, vores drikkevand er truet, og klimaet ændrer sig hastigt. Men naturen kan ikke nøjes med at være et middel til at reducere forurening. Hvis skovene også skal hjælpe biodiversiteten, skal de placeres mere strategisk – tæt på eksisterende skovområder, i større sammenhængende landskaber og gerne på steder, hvor nærliggende skove kan sprede frø og understøtte en varieret udvikling.
Der findes allerede solid forskning og kortlægning, der viser, hvor ny skov kan gøre størst forskel for biodiversiteten. Når aftalen ikke kræver, at denne viden bruges, risikerer vi at ende med artsfattige plantager i stedet for levesteder, der styrker biodiversiteten.
Både de nye, urørte skove og de eksisterende produktionsskove er underlagt skovloven og den gamle fredsskovsforordning. Det kan blive en stor barriere for at skabe vildere natur og bedre biodiversitet.
Heldigvis har regeringen og partierne bag trepartsaftalen indset problemet og besluttet, at skovloven skal revideres i løbet af efteråret. Her er det afgørende, at man tager fat på de grundlæggende forhindringer, som stadig præger lovgivningen.
Da fredsskovsforordningen blev indført i 1805, dækkede skov kun 2-3 pct. af Danmark. Siden da er skovarealet vokset støt, men de arter, der er afhængige af lysåbne skovlysninger, naturlige vandforhold og døde træer i skovbunden, er gået markant tilbage. Det skyldes, at skovloven i høj grad har haft som formål at sikre træproduktion.
Selv efter flere ændringer er skovloven i praksis stadig en produktionslov. Den kræver for eksempel, at en skov inden for 10 år skal kunne udvikle sig til en tæt bevoksning af højstammede træer. Med andre ord favoriseres plantager frem for varieret natur. Samtidig skal man i dag søge en næsten umulig tilladelse for at lade græsning finde sted i mere end en tiendedel af en skov – præcis det modsatte af, hvad biodiversiteten har brug for.
Resultatet er, at loven spænder ben for naturlig skovudvikling. Nye skove skal som regel anlægges på tidligere landbrugsjord, hvor man kan ophæve landbrugspligten ved at give arealet fredskovspligt. Men herefter kræver loven altså, at skoven hurtigt udvikler sig til en tæt, ensartet bevoksning. Det står i kontrast til selvgroede skove, hvor naturen får lov til at bestemme tempo og struktur.
Forskningen viser, at naturligt fremvoksede skove rummer flere arter, er mere robuste over for stormfald og sygdomme og kræver færre ressourcer. Hvis regeringen virkelig vil skabe bedre biodiversitet med de 100.000 hektar urørt skov, bør revisionen af skovloven sikre, at skovene kan vokse frem naturligt, hvor det er muligt.
Hvis de nye urørte skove for alvor skal gavne biodiversiteten, skal de ikke kun have lov til at vokse naturligt – de skal også rumme store planteædere. Dyr som vildheste, vildkvæg, krondyr, elge, bisoner, vildsvin og bævere skaber variation i skovbilledet. De åbner lysninger, nedslider krat og giver plads til et mangfoldigt plante- og dyreliv.
Når en flok heste holder en lysning åben, skaber de lys og plads til blomster, sommerfugle og insekter. Når en bison bryder krat ned eller vender jorden med sin massive krop, opstår der små, åbne pletter, hvor nye planter kan spire frem, og hvor fugle og smådyr kan finde føde. Dyrene fungerer som naturens egne skovforvaltere, og deres indsats kan ikke erstattes af maskiner eller menneskelig styring.
I dag står skovloven dog i vejen. Den kræver en særlig dispensation, hvis dyr skal græsse på mere end en tiendedel af en fredskov – og den tilladelse er næsten umulig at få. Resultatet er, at mange projekter med græssende dyr er blevet bremset, selv om de netop kunne have styrket biodiversiteten.
Dispensationskravet gør det svært at skabe større, sammenhængende naturområder, hvor dyrene kan genskabe de naturlige processer, der har præget skovene i millioner af år, og som mange arter er tilpasset. Disse processer er afgørende for at sikre en rigere og mere dynamisk skovnatur.
Hvis de nye skove bliver uden store planteædere, mister vi en af de vigtigste drivkræfter bag levende og varieret natur. Det er en barriere, som revisionen af skovloven bør fjerne.
Når vi taler om skov, tænker mange på rækker af træer. Men skovnatur er langt mere end det. Det er de våde områder med elletræer, de åbne lysninger, de sumpede skovenge og de små bevoksninger af pil og birk. Det er variationen, der gør skoven levende – og som giver plads til fugle, insekter, svampe og planter.
Hvis vi virkelig vil styrke biodiversiteten, må vi forstå og beskytte hele denne mangfoldighed. Det er ikke nok blot at plante træer og håbe på det bedste.
Trepartsaftalens skovbegreb bør favne hele kompleksiteten, ellers mister vi en historisk mulighed for at skabe reel vild natur i Danmark. Hvis vi griber chancen nu, kan Danmark blive et foregangsland for, hvordan man skaber vild natur i et intensivt opdyrket land. Hvis vi ikke gør, risikerer vi at spilde en historisk mulighed. Regeringen har chancen for at gøre en afgørende forskel, men det kræver, at vi tør tænke større end bare antallet af træer.