De unge er slaver – og de elsker deres lænker

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er noget næsten tragikomisk over at høre unge råbe på frihed. Frihed fra forældre, frihed fra regler, frihed til at vælge deres eget liv. Men samme unge kan ikke gå 10 minutter uden at tjekke TikTok, Instagram eller Snapchat. De er blevet slaver – og værst af alt: De elsker deres lænker.

Mobilen er det første, de rører om morgenen, og det sidste, de slipper om aftenen. Den er konstant i lommen, på bordet, i hånden. Hver notifikation er et lille dopamin-kick. Et kort fix, der føles som kontrol – men i virkeligheden er det techgiganterne, der trækker i trådene.

De unge siger, at de ikke kan undvære deres skærme, fordi “det er her, fællesskabet er”. Men hvilken slags fællesskab er det? Et fællesskab, hvor du sammenligner dit virkelige, rodede liv med alle andres redigerede glansbilleder. Hvor likes er valuta, og stilhed er nederlag.

Det er et paradoks: Aldrig har de unge haft så meget information, så mange forbindelser, så mange muligheder. Og aldrig har de følt sig så ensomme, utilstrækkelige og stressede.

Måske er det tid til at sige sandheden højt: Det er ikke “de voksnes skyld”, at de unge mistrives. Det er heller ikke skolen, der ødelægger deres selvværd. Det er deres egen afhængighed. Det er deres frivillige underkastelse under algoritmer, der er designet til at stjæle deres tid, opmærksomhed og selvrespekt.

Hvis de unge virkelig vil være frie, må de gøre det mest radikale i vores tid: lægge telefonen væk. Ikke i fem minutter. Ikke bare i en digital detox-weekend. Men som en livsindstilling. Turde møde hinanden ansigt til ansigt. Turde kede sig. Turde tænke selv.

Frihed handler ikke om at have en stemme på TikTok. Frihed handler om at være herre i sit eget liv. Og lige nu er de unge – den såkaldt frie generation – alt andet end frie.