Marie Høgh forstår ikke, hvordan den demokratiske samtale fungerer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Marie Høgh demonstrerer sin uvidenhed og ringe analytiske evner, når hun i sin klumme i JP påstår, at Generation Identitærs aktivisme er nyttesløs.

Vores aktion på Imam Ali-moskéen er blevet dækket af samtlige medier i Danmark, vi er blevet interviewet i både radio og avis, vi har fået publiceret et halvt dusin debatindlæg i en række dagblade, og vores billeder og videomateriale fra aktionen er gået hele verden rundt med millioner af visninger på sociale medier.

Vi har sat vores vigtigste mærkesag på dagsordenen i så eftertrykkelig grad, at mediepersonligheden Marie Høgh må være grøn af misundelse over aldrig at have opnået noget lignende.

Tilslutningen til vores idéer som løsningen på årtiers masseindvandring er enorm – se bare B.T., der på lederplads kræver remigration, ligesom Dansk Folkeparti, Borgernes Parti og Nye Borgerlige alle er ved at udvikle en remigrationspolitik.

Tendensen er den samme i resten af Europa.

Udbredelsen af remigration er sket takket være vores kreative og ikke-voldelige aktivisme. Vores aktioner har muliggjort omfattende deltagelse i den offentlige samtale i form af et utal af kronikker, debatindlæg, interview og debatter. To gange har Generation Identitær endda været på Christiansborg for at tale.

Så det klinger hult, når Marie Høgh hævder, at vi bringer debatten »ned på et niveau, der ikke er den demokratiske samtale værdig«.

Præstinden hævder også, at vi gør os som halvstuderede Grundtvig-eksperter med løsrevne citater fra ham.

Hendes kritik ligner pudsigt nok den, som vi selv ofte retter mod moderne grundtvigianere, der gør sig skyldige i en misrepræsentation af Grundtvigs synspunkter med deres meget selektive udvælgelsesmetoder, der behændigt undlader at inddrage de mange passager, hvor den store danske tænker gør det klart, at det at være dansk først og fremmest er et spørgsmål om slægt.

Som det lyder i tredjesidste vers af digtet ”Folkeligheden”:

»Præst og Adel, Borger, Bonde, Konstner, Skipper, Skolemand Kalde alt Udansk det Onde, Værge Danskens Fædreland, Og mens hver har Sysler sine, Alle dog hinanden ligne, Har tilfælles Byrd og Blod, Modersmaal og Løvemod!«

Året efter udgivelsen af dette digt skrev Grundtvig følgende:

»Siden Menneske-Slægten blev delt i mange ”Folk og Stammer og Tungemaal”, da kan der, menneskelig talt, slet ikke være nogen bare og blotte Mennesker til, uden det skulde være de nøgne Vilde, thi ellers finder man kun folkelige Mennesker.«

Grundtvigs mange tekster om Danmark og det danske er dybe indsigter, og de ligner til forveksling Generation Identitærs forståelse af identitet og tilhørsforhold.

Marie Høgh påstår ganske vist, at Grundtvig ikke ville tages til indtægt for den identitære bevægelses dagsorden. Men vi kan jo lege en lille hypotetisk leg: Hvad mon Grundtvig ville sige til, at ikke-vestlige migranter og efterkommere i dag udgør 10 pct. af befolkningen i Danmark, og at danskerne står til at komme i mindretal i dette århundrede?

Vi taler om en mand, der på et tidspunkt var imod juletræer, fordi det var udtryk for tysk kultur.

Marie Høgh slutter indlægget af med en absurd sammenligning, hvor hun sidestiller vores fredelige aktivisme med hærværk. Hun skriver, at man skal turde møde hinanden afmaskeret.

Havde Marie Høgh læst ordentligt op på lektien, ville hun vide, at alle, der er aktive i Generation Identitær, står frem med åben pande – også selvom det kommer med en høj pris i form af chikane, hærværk og voldelige overfald.

Men det piber vi ikke over, ligesom vi heller ikke lader os påvirke af, at Marie Høgh, der altid hungrer efter opmærksomhed og taletid, har travlt med at skælde ud på Generation Identitær, så hun kan positionere sig selv som en anstændig borgerlig, alt imens befolkningsudskiftningen fortsætter.