Børn i Gaza har omgående brug for beskyttelse. De kan ikke bruge flere fordømmelser til noget
Over 100 børn er døde af sult, og tusinder lider af underernæring. Der er brug for handling i Gaza. Ord og fordømmelser er ikke nok til at redde børnene.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I snart to år har verdens ledere set til, mens Gazas børn er blevet bombet, beskudt og frarøvet deres rettigheder, deres muligheder og deres barndom. Deres liv har været et levende mareridt, som de ikke kan vågne fra. Og med udmeldingerne om en yderligere eskalering af krigen er det tydeligt, at den israelske regering ikke har tænkt sig at afslutte mareridtet foreløbigt.
De seneste uger er situationen kommet så langt ud, at over 100 børn i Gaza nu er døde som følge af sult i en menneskeskabt humanitær katastrofe, der kan undgås. Det sker for øjnene af hele verden, og vores kollegaer i Gaza må se til, mens børnene svinder ind og dør en langsom sultedød, uden at de kan gøre noget.
Alt imens står tonsvis af mad, drikkevand og livsvigtig medicin, der kunne have reddet børnene, uberørt på lagre få kilometer væk, fordi de israelske myndigheder forhindrer nødhjælp i at krydse grænserne, og at humanitære organisationer som os i Red Barnet frit og uhindret kan hjælpe Gazas desperate befolkning.
Situationen er blevet så vanvittig, at børn i Gaza siger, at de ønsker at dø. Det fortæller de vores kollegaer, der står for psykosociale aktiviteter i Gaza. I takt med at sulten har bredt sig, har børnenes ønsker de seneste måneder ændret sig fra at handle om at se deres venner igen til et ønske om at få mad. For nu at handle om komme i himlen, hvor ens mor er – for »I himlen er der kærlighed og brød og vand«.
Billederne og øjenvidneberetningerne fra Gazastriben – herunder fra vores kollegaer inde i Gaza – taler deres tydelige sprog, og uvidenhed kan ikke længere bruges som undskyldning for ikke at gribe ind over for de uhyrligheder, som børnene i Gaza udsættes for.
I snart to år har de betalt den højeste pris i en nådesløs krig, som de ikke har noget med at gøre, og som de ikke kan flygte fra. Ifølge de seneste tal fra myndighederne i Gaza er over 19.000 børn blevet slået ihjel indtil videre. Medregner man de mange indirekte dødsfald som følge af belejringen og den manglende adgang til livreddende hjælp er tallet endnu højere.
Og med meldingen om en kommende offensiv mod Gaza By er det umuligt at forvente andet, end at lidelserne for Gazas børn – i form af både fordrivelse, humanitær desperation og kamphandlinger – kun bliver større.
Det er positivt, at den danske regering i sidste måned gik sammen med knap 30 andre lande om en kontant udmelding, hvor de slog fast, at krigen i Gaza skulle stoppe omgående, og at Israel skulle leve op til sine forpligtelser under international humanitær lov. Her meldte underskriverne sig parate til at handle for blandt andet at sikre en omgående våbenhvile. Og sidste weekend var Danmark med til at indkalde til hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd og at fordømme den israelske regerings planer om en offensiv i Gaza By. Men nu er der brug for, at Danmark og dets allierede sætter handling bag ordene.
Regeringen skal omgående tage konkrete redskaber i brug for at stoppe uhyrlighederne i Gaza. Såsom at arbejde for at suspendere handelssamarbejdet mellem EU og Israel (den såkaldte associeringsaftale) og at følge i Tysklands fodspor og holde op med at eksportere militært udstyr til Israel.
Lige nu – i en tid, hvor Danmark både er medlem af FN’s Sikkerhedsråd og har overtaget EU-formandskabet – er den danske regering i en unik position. Danmark bør bruge denne position til aktivt at forsvare menneskerettigheder og international ret.
Der kan ikke længere være nogen tvivl om, at der er brug for international handling for at beskytte Gazas børn. Danmark og omverdenen har både en juridisk og moralsk forpligtelse til at beskytte palæstinensiske civile mod alvorlige overgreb. Og verdens regeringer har mulighed – og ansvar – for at forhindre, at børn påføres uoprettelige skader, og at Gazas befolkning lider en langsom død.