Myndighederne svigter i kampen mod digitale forbrydelser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der går ikke en dag uden, vi hører om svindel, phishing, falske webshops eller sofistikerede opkald, der udgiver sig for at være fra banken, politiet eller Skattestyrelsen m.fl. Budskabet fra myndighederne er det samme hver gang: “Tænk dig bedre om.”

Men det er en bekvem afledning. Vi har allerede institutionerne til at bekæmpe problemet – NC3 (Nationalt Cyber Crime Center), NCIK (Nationalt Center for It-Kriminalitet) og CFCS (Center for Cybersikkerhed) osv. De har eksperterne, budgetterne og mandaterne. Alligevel vokser problemet, mens opklaringsprocenten er uacceptabelt lav.

Tallene taler deres tydelige sprog: I 2024 var ca. 274.000 danskere – svarende til 6 pct. af befolkningen – udsat for digital svindel. Det er en stigning på 45 pct. fra 2023, hvor tallet var 189.000.

I 2023 blev der anmeldt 35.254 sager om it-relateret økonomisk kriminalitet.

Ifølge PROSA blev 45.000 it-kriminalitetssager henlagt uden behandling samme år.

Statsrevisorernes beretning dokumenterer, at NC3 i 2022 kun påbegyndte egentlig efterforskning i 15 pct. af grooming/sextortion-sager og 6 pct. af digitale sexkrænkelser – mod næsten 100 pct. i 2019.

For økonomisk it-kriminalitet faldt NCIK’s efterforskningsandel fra ca. totredjedele i 2019 til under halvdelen i 2022, mens sagsbehandlingstiden steg fra 77 til 157 dage. Ved årets udgang stod 25.181 sager i kø med en gennemsnitsalder på 604 dage – nok til, at mange sager risikerer at forælde.

Problemet er ikke mangel på specialiserede enheder. Problemet er, at deres indsats i praksis er utilstrækkelig. Mange sager sendes videre til lokale politikredse, hvor kapaciteten og den tekniske ekspertise er lav. Andre sager ligger så længe, at gerningsmændene er umulige at finde.

Når de kriminelle sidder i udlandet, kræver det aktivt, målrettet internationalt samarbejde – ikke blot advarsler til danskerne om at være mere skeptiske.

At bebrejde ofrene er en dårlig og billig løsning. Men det er ikke borgere med almindelig netadfærd, der kan stoppe organiserede kriminelle netværk. Det kan kun myndighederne – hvis de vil.

Her er fem konkrete forslag:

1. National, handlekraftig efterforskningsenhed for digitale bedragerier. NC3 skal ikke blot analysere og advare, men have mandat og ressourcer til aktiv, grænseoverskridende efterforskning – i tæt samarbejde med udenlandske myndigheder.

2. Realtime-stop af svindeltransaktioner og spoofede opkald. Banker og teleselskaber skal lovpligtigt have procedurer, hvor mistænkelige transaktioner eller spoofede numre kan stoppes, før skaden sker.

3. Lovpligtigt digitalt produktansvar. Platforme, apps og betalingstjenester, der bruges til svindel, skal kunne holdes økonomisk og juridisk ansvarlige, hvis de ikke forebygger svindeltilfælde.

4. Bindende internationale aftaler. Danmark bør presse på for EU- og FN-aftaler, der gør det muligt at retsforfølge digitale svindlere, uanset hvor i verden de befinder sig.

5. Årlige, offentlige statusrapporter. Der skal være fuld gennemsigtighed i indsatsen: antal anmeldelser, opklaringsprocent, internationale sager, beslaglæggelser og domfældelser.

Vi har institutionerne, men de er ikke effektive nok – og uden politisk pres for resultater, klare målsætninger og tilstrækkelige ressourcer forbliver de blot dyre skilte på døren. Digital kriminalitet stopper ikke, fordi vi råber “pas nu på” til borgerne. Den stopper først, når gerningsmændene ved, at de bliver fanget og retsforfulgt, og det bliver de langtfra, som det er nu.