Skrot registreringsafgift helt: Indfør roadpricing
Roadpricing er et retfærdigt værktøj, hvor dem, der belaster mest, betaler mest – uden at det behøver at krænke privatlivet. Vi kan gøre transportpolitikken grønnere og mere liberal. Lad os gøre det.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Forhandlingerne om afgifter på biler sættes op i gear efter sommerferien, og Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre er internt uenige om, hvordan de skal se ud i fremtiden.
Men i Venstres Ungdom er vores holdning stjerneklar. Roadpricing skal erstatte registreringsafgiften helt. Afgiften er nemlig en af de mest forældede og skadelige afgifter, vi har i Danmark, og den er alt for høj.
Den rammer også helt skævt: I dag kan en familiefar, der kører få, men nødvendige kilometer i en dyr bil ende med at betale mere i registreringsafgift end en vanebilist, som stopper midtbyen til i myldretid og udleder store mængder CO₂ – alene fordi hans bil er billigere. Det er et skoleeksempel på, hvordan forældede afgifter kan straffe ansvarlig adfærd og belønne det modsatte.
Roadpricing er derimod en langt mere retfærdig måde at lade dem, som belaster mest, betale mest på tværs af landet. Det er en gennemsigtig ordning, fordi man kan se præcis, hvad man betaler for. Og det bekæmper geografisk ulighed, fordi provenuet kan bruges dér, hvor pengene kommer fra, til at vedligeholde veje og etablere nye forbindelser, som afhjælper lokale trængselsproblemer. Ordningen bakkes også op af de økonomiske vismænd for dens klimamæssige og samfundsøkonomiske gevinster.
Regeringen har til trods for dette alligevel internt diskuteret, om visse biler skal beholde registreringsafgiften efter indførelse af roadpricing. Alle tre regeringspartier ønsker at bevare afgiften for fossile biler, mens Socialdemokratiet endda vil fastholde den for de dyrere elbiler.
En sådan model ville skævvride konkurrencen, så den ikke længere handler om at reducere trængsel og fremme de mest effektive løsninger til at nedbringe CO₂-udledningen på bilmarkedet. Hvis vi både vil være grønne og liberale, bør roadpricing derfor indføres som en fuld erstatning på hele registreringsafgiften.
Men lad os slå fast: Roadpricing skal ikke være en undskyldning for masseovervågning. Staten skal ikke vide, hvor og hvornår vi kører. Teknologien findes allerede til at registrere kilometer og zonetype direkte i bilen uden at sende gps-data nogen steder, og derfor er det også vigtigt, at systemet indrettes uden at gå på kompromis med retten til privatliv.
Myndighederne har allerede de nødvendige data til at fastsætte afgifter og miljøzoneregler uden at skulle indsamle detaljerede kørselsmønstre eller personfølsomme oplysninger.
Registreringsafgiften er en dyr, uretfærdig og forældet byrde, der straffer de forkerte og modarbejder både grøn omstilling og mobilitet. Roadpricing er derimod et moderne, retfærdigt og gennemsigtigt værktøj, der lader dem, der belaster mest, betale mest – uden at krænke privatlivet. Vi har teknologien, og vi har muligheden for at gøre transportpolitikken både grønnere og mere liberal.