Hvorfor er det, at læbestift og guldsandaler er mere kontroversielt end kompetence for kvinder?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark lærer vi vores piger at tale højt, tage plads og markere sig. Vi kalder det ligestilling og klapper os selv på skulderen.

Men vi har også skabt en uskreven regel: Styrke skal helst være pakket ind i grå uld, praktiske sko og et minimum af pynt.

Så hvad sker der, hvis man møder op på arbejde med rød læbestift? Ét lag farve – og pludselig følger blikkene.

Måske blev de åbne og højhælede sandaler i guld også for meget? Ikke fordi de er provokerende, men fordi de bryder normen for “praktisk, naturlig” femininitet.

Pludselig bliver det tolket som et statement, et rollespil – måske endda et forsøg på at “møde op som model”. Blikkene spørger uden ord: Er hun for pyntet? Vil hun noget?

Hvornår blev et strejf af farve på munden og et par sandaler nok til at starte en hel samtale – i stedet for at starte arbejdsdagen?

Her i syden oplever jeg noget helt andet. I Sevilla og Málaga bærer kvinder farver, smykker og blik som en selvfølge. De behøver ikke bevise deres faglighed gennem nedtoning. Deres femininitet er ikke et modsvar til kompetence – den er en del af dem.

I Norden har vi kæmpet for kvinders synlighed. Men måske har vi byttet én begrænsning ud med en anden: Kvindelighed accepteres kun, hvis den er funktionel, ufarlig og pænt pakket ind.

Ægte frihed er retten til at tage ordet – men også retten til at gå i guldsandaler og rød læbestift klokken otte mandag morgen, uden at det bliver et emne på kontoret. For når vi gør læbestift til et statement, afslører det langt mere om vores kultur end om kvinden, der bærer den.