Verdens mindste og smukkeste smed ville gerne have mig med på sæljagt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har været i Ilulissat i under en uge og har allerede lyst til at blive til sten. Ikke billedligt. Altså, jo, også billedligt, men mest bogstaveligt: lægge hovedet mod klippen, rulle ned over fjeldet, ud i det isdækkede hav og blive en del af naturen.

Den føles ikke bare stor og smuk, men krævende. Den kræver, at man overgiver sig, opløses og ophører.

Det føles rimeligt at ville forsvinde her. Ikke nødvendigvis i en depressiv forstand, selvmordstallene til trods, men det føles ærligt og rigtigt. Det virker næsten perverst at klamre sig til den moderne, naturstridige menneskeeksistens: at være et civiliseret individ med iPhone og Outlook-kalender. Hvem tror vi, vi er?

Alligevel – og netop derfor – føler jeg mig fri. Let. Som om mit klart-for-mange-kilos-kontorkorpus kunne løbe et maraton over fjeldet.

Måske er det bare sports-bh’en og mit nye vandretøj, der strammer, men det føles, som om jeg er stærkere, end da jeg kom, og jeg trækker vejret dybere end i årevis – nok siden jeg sidst var i Grønland, da jeg boede i Nuuk for seks år siden.

Al stress, jeg ubemærket har pådraget mig, smelter som isen under Solen.

Men det er ikke kun stilhed og skønhed, jeg er kommet tilbage for. Jeg er her for at lytte. Og folk taler. Meget. Om naturen – det kan man jo ikke fortænke dem i – men også om noget andet: penge, retfærdighed, danskere, turisme og konkurrence. Om de store og de små. Om hvem der er lokal nok til at vise en københavner en pukkelhval.

I går aftes var jeg knap trådt ind ad døren på Naleraq, byens værtshus, hvor man gerne må komme og gå i bil, uanset promille, før tre mænd, der drak Sort Guld direkte fra dåsen, vinkede mig over.

Den ene tilbød straks at »fylde hullet« for min kæreste i Danmark, da jeg fortalte, at jeg skulle være alene i Grønland i tre måneder, inden han tilbød at tage mig med på sæljagt mod en flaske Baileys.

Det var Karl Frederik, »ikke bare den smukkeste smed i byen«, som han sagde tre gange, »men også den mindste smed i verden«. 165 cm, drilsk smil og et ar i den ene mundvig gav mig ingen grund til mistro.

Han var for nylig vendt tilbage til Ilulissat efter tre år i Danmark for sin syvårige søn, der lige havde vundet guld i fodbold, men nu ville han gerne snart tilbage til Esbjerg. Mulighederne her er for ringe. Lønnen er lav, og alting er dyrt.

Man skal ikke langt rundt i byen for at se, at det sjældent er grønlændere bag disken. Det er arbejdskraft fra Filippinerne, Thailand og Kina.

De taler ikke dansk, slet ikke grønlandsk. De arbejder til lav løn og går ikke hjem, før arbejdet er gjort. Karl Frederik, der var godt træt af den asiatiske arbejdskraft, som holder vilkårene nede, sagde: »Det handler ikke om, at grønlændere er dovne. Vi vil bare ikke arbejde 16 timer om dagen til 45 kr. i timen på en rejefabrik. Vil du?«

Diskussionen stopper ikke ved arbejdskraften. Turismen er også et åbent sår. Nogle lokale ønsker forbud mod, at store danske turistselskaber opererer her. Når man googler turistattraktioner, dukker lokale udbydere ikke op.

Store danske aktører, der omsætter for halve milliarder, betaler sig til toppen af søgeresultaterne. Og hvordan skal en lokal guide kunne konkurrere med Goliat?

Kritikken er nogle gange berettiget. Andre gange mere selektiv. Nogle mener, at man kun må lave turisme i Ilulissat, hvis man er født her. Ikke bor her eller er fra nabokommunen – født her, på sygehuset, helst med navlestrengen viklet om en fjeldsten.

Samtidig sælger lokale operatører gerne jagtture i andre kommuner. Der klager de ikke. Så måske handler det ikke kun om retfærdighed, men også om magt. Om stolthed. Om at føle sig trådt på af danskerne, der kommer og kapitaliserer på det, der er grønlændernes. Igen.

Midt i samtalerne om penge, arbejde, ret og uret vender alle tilbage til det samme: Naturen. Isen. Havet. Lyset.

En ældre mand, jeg faldt i snak med, tændte spontant sin telefon og viste billeder af nordlyset fra sidste vinter.

»Det her,« sagde han og pegede, »forestiller en mand, der kalder på sine børn.«

Han fik tårer i øjnene.

Han savnede ikke noget – det hele var lige der i hans kamerarulle.

Måske er det naturens største trylleri: at man kan være rasende, stolt, indigneret, høj på øl og Baileys og alligevel føle sig tryg og omfavnet i verden – af naturen. For når Solen går ned bag isen, og himlen stråler orange, slår man ikke hovedet mod stenen for at dø. Man lægger det der bare lidt. For at høre efter.

Og Karl Frederik? Lokal nok til at love mig en sæljagt – men også til ikke at dukke op.

Ida Veicherts opholder sig i de kommende måneder i Grønland, hvorfra hun skriver om hverdagen i landet, der pludselig er kommet på det storpolitiske verdenskort.