Lovforslag vil slukke den ild hos læger, der brænder for at hjælpe deres patienter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 1. januar i år nedsatte jeg mig som praktiserende læge.

Og dét, jeg hyppigst har hørt fra patienterne, er: »Bliver du her så?«

De ønsker at have en fast læge. Kendskab til patienten gør, at patienten og jeg kan bruge tiden bedre. Jeg kan reagere rettidigt, når patienten er anderledes end vanligt, f.eks. mere forpustet eller mere bleg, og vi kan sammen finde ud af behandlingen.

Det giver tryghed for patienten og for pårørende og modvirker uhensigtsmæssige indlæggelser, der ikke gavner patienten og tværtimod belaster sekundærsektoren.

I almen praksis arbejder vi utrolig bredt og tværfagligt. Vi tager os af den i øvrigt raske patient, der rammes af depression og har behov for behandling og opfølgning for at komme på fode igen. Vi passer også på alle de patienter, der ikke har en stærk patientforening i ryggen og derfor ikke kan råbe op for bedre vilkår og behandling; alle de patienter, der ikke repræsenteres i store, nye pakker og overses.

Vi tager os af de patienter, der står svagest, dem, der risikerer at blive gøgeunger i et system, hvor der desværre ikke er ressourcer til rådighed. Patienten med dalende funktionsniveau og intet socialt netværk har jeg som vedkommendes praktiserende læge et større blik for, fordi behovet er der – og fordi jeg som læge i almen praksis har opbygget kendskabet – og har muligheden.

Jeg kan i min dagligdag i praksis uden detailstyring prioritere ud fra mit opbyggede kendskab til patienten og tilgodese dem, der har mest behov for det.

Lægemanglen bliver ikke mindre af skiftende læger og patientforløb uden kontinuitet. Det sparer lægetid at have kendskab til patienten, og vi kan bruge tiden mest hensigtsmæssigt. At lære patienten at kende tager tid – og lægetid mangler vi!

At udvide åbningstiden giver ikke flere lægetider eller mere kontinuitet, tværtimod. Sene åbningstider eller i weekenden betyder, at der er lukket på andre tidspunkter. Det forringer tilgangen for de skrøbelige patienter, der har mest behov for kontinuitet.

Detailstyring udtænkt langt fra dagligdagen af faggrupper, der ikke har sat fødderne i nærheden af almen praksis, vil skabe “pseudosundhed” og spilde dyrebare ressourcer økonomisk og lægefagligt, dvs. vi bruger tiden på at opfylde mål, der ikke giver mere sundhed. Tværtimod fjerner det vores mulighed for at gøre det, vi er bedst til – det fjerner tiden fra patienterne.

Der brænder en ild i os praktiserende læger – for at være der for vores patienter, for at medvirke og samarbejde til at lave et godt sundhedsvæsen med de udfordringer, der er, og fremover vil opstå.

At binde os på mund og hånd ved at fjerne vores mulighed for indflydelse og fjerne vores forhandlingsret vil kvæle den ild, og vi vil søge andre veje.

Det er desillusionerende. Vi har investeret personligt i vores klinikker og driver hver især virksomhed, som man ikke med et lovindgreb i et liberalt samfund burde kunne diktere over.

Hvem har ansvaret? Sophie Løhde peger på et flertal i Folketinget, som peger på kommissionen, som peger på Sophie Løhde, men ingen vil have titlen som ansvarlig, fordi lovindgrebet gambler med vores sundhedsvæsen.

Jeg vælger at tro, at fornuften fortsat kan finde vej ved, at I lytter til kritikken og bekymringen omkring lovforslaget.

Når man er advaret om konsekvenserne for vores alle sammens sundhedsvæsen ved lovpakke 2b, er det rettidig omhu at sadle om i tide.

Hvad jeg fremover svarer, når patienten forhåbningsfuldt spørger, »bliver du her så?«, må tiden vise.